Endnu et stort underskud på Herlufsholm: »Det er vi ikke stolte af«

Før jul måtte over 450 år gamle Herlufsholm atter vinke farvel til medarbejdere på grund af underskud, og nu kan skolen præsentere endnu et årsregnskab med store røde tal på bundlinjen.

Herlufsholm Kostskole lidt uden for Næstved. Asger Ladefoged

Det traditionsrige Herlufsholm har på få år mistet omkring en femtedel af eleverne, før jul måtte skolen igen spare på personalet, og nu kan den over 450 år gamle institution løfte sløret for endnu et årsregnskab med et stort underskud på driften.

De færre elever og dermed færre indtægter har sammen med konsekvenser af TV 2-dokumentaren »Herlufsholms hemmeligheder« fra 2022 ifølge Herlufsholm selv været med til at bidrage til, at skolen de senere år har været ramt af store økonomiske underskud.