Endnu en person, der er ankommet med evakueringsfly fra Afghanistan til Danmark, er anholdt. Han er sigtet for at have overtrådt et indrejseforbud.

Senere tirsdag vil han blive fremstillet i grundlovsforhør, oplyser Københavns Politi på Twitter.

Mandag blev en 23-årig mand varetægtsfængslet i 24 dage for at have rejst til Danmark med evakueringsfly fra Kabul, selv om han ved en dom sidste år blev udvist for bestandig.

Den 23-årige har angiveligt tilknytning til banden Loyal To Familia og er tidligere blevet idømt tre år og 11 måneders fængsel for overtrædelse af våbenlovgivningen. Han blev samtidig udvist af Danmark for bestandigt, og blev 12. juni 2021 sendt til Afghanistan via Istanbul.

SAS-evakueringsfly ankommet til Danmark.
SAS-evakueringsfly ankommet til Danmark. Mads Claus Rasmussen

Han blev i går stillet for dommervagten og er sigtet for at overtræde sit indrejse forbud ved i går den 22. august 2021 klokken 13:15 at være indrejst i Københavns Lufthavn, til trods for at han var meddelt et indrejseforbud i forbindelse med en dom.

Flere politikere på højrefløjen tordnede i går mod oplysningerne om den første mand, der var blevet udvist.

Med meddelelsen fra Københavns Politi om, at det nu er sket igen, er Dansk Folkepartis Peter Skaarup hurtig til at reagere og kritisere, at der for ham at se ikke er styr på, hvem der bliver taget med ombord på flyende.

»Der er simpelthen ikke styr på evakueringerne. Nu må (regeringen, red.) skride til handling og ændre procedure,« skriver han på Twitter.