En 22-årig mand er onsdag idømt to års fængsel for hvidvask af samlet set 7,8 millioner kroner, oplyser National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i en pressemeddelelse.

Dommen faldt, efter at den 22-årige Sayf Aleslam Allabed havde aflagt tilståelse ved Retten i Odense.

Manden erkendte, at han i 18 tilfælde fra marts til september 2025 var i besiddelse af, opbevarede og udleverede penge, som stammede fra kriminalitet.

Han erkendte desuden at have deltaget i at føre nogle af pengene ud af Danmark.

Dommen er den tredje dom i et sagskompleks om hvidvask begået i et familienetværk, hvor 13 personer i efteråret 2025 blev anholdt. Otte af dem blev efterfølgende varetægtsfængslet.

- Jeg er tilfreds med, at der nu er aflagt endnu en tilståelse i denne sag om omfattende hvidvask for organiserede kriminelle. Den dømte har blandt andet været med til at opbevare og overdrage flere millioner kroner som led i organiseret hvidvask, og straffen afspejler, at denne type kriminalitet er alvorlig og samfundsskadelig, siger specialanklager Jacob Gents i pressemeddelelsen.

Jacob Gents oplyser til Ritzau, at der efter dagens dom fortsat sidder to fængslet, som afventer, at deres sager skal afgøres. Derudover er der tre sigtede, som i mellemtiden er blevet løsladt, da de har haft mindre roller i netværket.

Også de to tidligere domme i sagen er faldet efter tilståelser. I marts tilstod 30-årige Mohamad Ryad Hlewa at have haft en rolle som kurér i netværket, der er centreret om en syrisk familie.

Han fik en dom på tre års fængsel, og retten besluttede samtidig at konfiskere 665.000 kroner og 8480 dollar i kontanter. Dommen mod Hlewa angik hvidvask af 78 millioner kroner.

I december blev 21-årige Mohammed Imad Allabed idømt fire år og tre måneders fængsel for at have haft en ledende rolle i netværket. Sagen mod ham angik hvidvask af 122 millioner kroner.

Retten konfiskerede i den forbindelse 2,1 million kroner i kontanter, som blev fundet under ransagninger, og derudover skete der konfiskation af yderligere fem millioner kroner.

De tre mænd, som indtil nu er dømt i sagen, er alle blevet udvist af Danmark og har fået forbud mod at indrejse i landet i 12 år.

/ritzau/