46 indbrud blev anmeldt til politiet på tværs af landet lørdag. Det viser en opgørelse fra Rigspolitiet søndag.

Tallene de seneste to døgn ligger kun en my over sidste års anmeldelsestal for samme datoer.

- Men vi taler i størrelsesordenen i 10-15 stykker mere, der har været over de sidste to døgn. Det er noget, jeg ikke engang vil kalde en stigning, for det er så små tal, siger politiassistent Christian Berthelsen fra Rigspolitiet til Ritzau.

Rigspolitiet betegner det som juleindbrud, når de har fundet sted fra 19. december, og tallene viser, at der overordnet set er anmeldt færre juleindbrud i år end sidste år.

De seneste ti døgn er der anmeldt 491 indbrud. I samme periode sidste år blev der anmeldt 612 juleindbrud.

Politiet gør opmærksomt på, at tallene kan stige, i takt med at folk vender hjem efter julefejring. Der er også nogle, som er draget på skiferie mellem jul og nytår, og som derfor ikke opdager et indbrud i hjemmet før kalenderen viser 2025.

Selv med det in mente er tallene lavere end de forgangne år. Og Christian Berthelsen fra Rigspolitiet peger på flere mulige årsager til dykket.

- Vi er blevet bedre til at sikre vores huse, og vi er måske også bedre til at tale med vores naboer og bede dem holde øje med vores hus, når vi ikke er hjemme.

- Og når der bliver snakket meget om det her, tror jeg også, der er flere, der tænker over, at det kunne være, vi skulle have en alarm eller noget, som også er med til at afskrække en indbrudstyv, siger han.

Af politiets hjemmeside fremgår det, at antallet af indbrud generelt set er faldet markant de seneste ti år.

Men der er også en ændret kriminalitetsform med knap så mange indbrud, men til gengæld mere digital kriminalitet, hvor folk svindles eksempelvis på internettet.

- Det er også nemmere, tror jeg, at sidde bag skærmen og svindle, end det er at iklæde sig røverhue og gå ud på gaden for at begå indbrud, siger Christian Berthelsen.

Han understreger dog, at det ikke nødvendigvis er indbrudstyvene, der i stedet er blevet digitale svindlere. Gerningsmændene kan være nogle andre.

Man kan beskytte sig mod både indbrud og digital svindel. På politiets hjemmeside kan man læse mere om gode råd til forebyggelse af de typer kriminalitet.

/ritzau/