Edderkoppeekspert Frederik Leck Fisher har for nylig gjort et bemærkelsesværdigt fund, da han var på feltarbejde i Nordsjælland.
På den knastørre skovhede i Tisvilde Hegn fangede to edderkopper hans opmærksomhed, og det gjorde, at han tog dem med sig hjem.
En nærmere undersøgelser viste, at det til ekspertens store overraskelse var nordeuropæiske krabbeedderkopper, der aldrig er set i Danmark.
Det skriver Nationalpark Kongernes Nordsjælland i en pressemeddelelse.
»Det virkede for usandsynligt til, at det kunne være rigtigt, for den liste er ikke særlig lang, da de fleste mulige arter allerede er registreret i Danmark,« siger Frederik Leck Fisher.
Edderkoppen hedder Xysticus Lineatus og er en art af krabbeedderkop, der trives bedst på lyse, åbne levesteder og gerne i dagslys.

»Det er helt fantastisk«
De to hanner blev fundet i lave lyngbuske omgivet af lavt mos.
Fundet blev gjort kort tid efter, at Frederik Leck Fisher blev ansat som edderkoppeekspert i nationalparken.
»At det lige var mig, der fik lov til at være opdageren af en af de sidste mulige krabbeedderkopper i Danmark, når jeg har skrevet speciale om dem, er helt fantastisk. Jeg er så glad,« siger han.
Xysticus Lineatus er små kræ. Hunnen bliver størst med en længde på omkring syv millimeter, mens hannen bliver cirka fem millimeter.
Edderkoppen er et »sid og vent«-rovdyr, der som navnet antyder, sidder stille på jorden og venter på, at et insekt kommer forbi, hvorefter edderkoppen slår til.
Frederik Leck Fisher er med i et større projekt, der skal sikre overblik over de arter, der lever i området.
Når projektet er til ende, vil Nationalparken gå i dialog med Naturstyrelsen, som forvalter området, for at se, hvordan den nyfundne krabbeedderops levesteder i Tisvilde Hegn kan opretholdes.