En person på hospitalet og to anholdt efter bilsammenstød i Odense
En person behandles på hospitalet efter konfrontation. Hændelsen er "umiddelbart ikke" banderelateret.

En person behandles på hospitalet efter konfrontation. Hændelsen er "umiddelbart ikke" banderelateret.

En 30-årig mand og en 31-årig mand - begge fra Odense Kommune - er blevet anholdt på Fangelvej i Odense lørdag aften i forbindelse med et sammenstød med flere biler, hvor der samtidig er meldinger om en konfrontation mellem flere personer.
Det skriver Fyns Politi på meddelelsestjenesten Politi Update.
En person er tilskadekommen, men uden for livsfare, og behandles på Odense Universitetshospital.
Fyns Politi har efterforsket, om hændelsen er banderelateret.
- På nuværende tidspunkt er vurderingen, at hændelsen umiddelbart ikke er banderelateret, skriver myndighederne i deres seneste opdatering på Politi Update lørdag aften klokken 21.23.
Fyns Politi vil være til stede "et stykke tid endnu både med efterforskere og tryghedsskabende patruljer", oplyses det.
Fyns Politi tilføjer, at kredsen ikke forventer at komme med yderligere opdateringer om hændelsen lørdag aften.
/ritzau/