I sagen om et overfald på en mand i 70'erne i Harndrup på Nordvestfyn er den ene af de to sigtede mænd blevet løsladt.

Det oplyser en anklager ved Fyns Politi. Offeret i sagen afgik ved døden.

Politikredsen har besluttet at løslade en mand på 25 år som konsekvens af en kendelse, som Østre Landsret forleden har afsagt.

Han er dog fortsat sigtet i sagen, understreger specialanklager Brian Dybdahl.

Derimod er den anden sigtede i sagen, der er 46 år, varetægtsfængslet frem til 29. juli.

Overfaldet fandt sted 27. juni. Offeret afgik ved døden, og i forbindelse med efterforskningen anholdt politiet de to mistænkte.

Den ældre blev angiveligt slået og sparket, mens han lå på jorden.

Politiet har sigtet begge mænd for grov vold med døden til følge.

Imidlertid har domstolene, altså både byretten og landsretten, sagt, at der "kun" er en begrundet mistanke om almindelig vold.

De to sigtede har begge en familierelation til offeret, er det tidligere kommet frem.

Forud for volden opstod der på gerningsstedet en del tumult, oplyste Fyns Politi forleden, og to cyklister blev kaldt hen for at hjælpe. Men de var væk, da politiet nåede frem. Begge vidner efterlyses.

RITZAU