En af to mænd, der blev anholdt, efter at en 31-årig mand fredag blev dræbt af skud på en tankstation i Ishøj, er mandag eftermiddag blevet løsladt.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi til Ekstra Bladet.

Det er en 35-årig mand, der er blevet løsladt. Han blev sammen med en 34-årig mand, som han deler efternavn med, fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Glostrup lørdag.

Den 34-årige er sigtet for at affyre skud mod den 31-årige og blev varetægtsfængslet, selv om han nægtede sig skyldig.

Den 35-årige, der også nægtede sig skyldig, fik opretholdt sin anholdelse i tre døgn. Det sker som regel, hvis retten ikke umiddelbart kan tage stilling til spørgsmålet om varetægtsfængsling.

Og mandag er den 35-årige altså blevet løsladt.

Ifølge sigtelsen, der blev læst højt i grundlovsforhøret lørdag, planlagde de to mænd sammen at slå den 31-årige mand ihjel. Den 34-årige udførte drabet ved først at skyde mod den 31-årige foran Q8 på Ishøj Stationsvej.

Offeret løb ind på tankstationen, hvor den 34-årige ifølge sigtelsen fulgte med og affyrede tre skud, hvoraf et ramte den 31-årige i skulderen og et i hovedet.

Begge mænd er i sagen blevet beskyttet af et navneforbud.

Et navneforbud gør det forbudt at offentliggøre oplysninger, som vil kunne identificere personen.

Grundlovsforhøret foregik bag lukkede døre, så det er ikke kommet frem, hvad de to mænd eventuelt har fortalt om hændelsen, eller hvilke beviser politiet har mod dem.

/ritzau/