Danskerne fra herrelandsholdet i fodbold har indtaget Frankrig denne sommer.
I vejkanten mellem en solsikkemark og en græsmark uden for den lille franske by Saint-Clar står Dolberg, Delaney, Eriksen, Nørgaard og Kjær. Det er i hvert fald de navne, de har på ryggen.
Fra en soundboks lyder Re-sepp-tens udødelige slagsang på repeat med enkelte afstikkere til sange som Johnny Reimars VM-hit fra 1986 og Gulddrengs fra sidste år.
Den danske EM-feber, der lagde landet ned sidste år, er nået til de franske breddegrader – og den har spredt sig til cykelsportens verden.
»Som en, der er født omkring 1992, har jeg altid drømt om at være vidne til dansk sportshistorie. Og det er jeg nu,« siger Nicolaj Agger, der har Joachim Andersens navn på ryggen.

I en enorm villa har han og 16 venner boet de seneste to uger. Herfra har de fulgt med i verdens største cykelløb live og fra deres dedikerede »Tour-stue«.
»Jeg er cykelfan, men nok særligt meget denne sommer,« siger Nicolaj Agger.
»Du cykler, så guderne synger, og du har stramme lår«
Torsdag har de 17 danskere taget opstilling på en øde landevej for at tage imod feltet med den nykronede cykelkonge, Jonas Vingegaard, i front.
Euforien over det danske landshold, der sidste år sejrede gang på gang, lever i bedste velgående her på denne franske landevej et år senere.
»Det skabte et eller andet magisk, så det søger man stadigvæk mod,« siger Nicolaj Agger.


Med Vingegaards overlegne sejr på Hautacam onsdag, hvor han for alvor cementerede sin placering som Tour de Frances absolutte nummer et, er alle ingredienserne til stede.
Og fra soundboksen har en nyklassiker nu fået spilletid på fodboldplaylisten.
»Vingegaard, du cykler, så guderne synger, og du har stramme lår. Vingegaard, du tramper dig frem i spidsen med dit cykelhår,« lyder Jacob Haugaards sang ud over solsikkermarken.
»Danish? We love you! You're amazing«
Hver gang tonerne af den nye dansk slagsang rammer soundboksen, er danskerne oppe af de medbragte campingstole, viftende med hjemmelavede papskilte. Begejstringen er stor hver gang – selv den fjerde og femte.
»Folk har virkelig taget godt imod os, når vi er kommet med vores soundboks og landsholdstrøjer. Man kan virkelig godt mærke, at folk godt kan lide danskerne og Vingegaard,« siger gruppens umiddelbare soundboks-ansvarlige, Thomas Vilhelmsen.

Danskernes tilstedeværelse går heller ikke ubemærket forbi denne torsdag.
De 17 virker som en magnet på den ikoniske reklamekaravane, der overdynger dem med merchandise, idet den kører forbi. Den franske avis L'Equipes reklamebil stopper op.
»Danish? We love you! You're amazing,« lyder det fra bilens mikrofon, inden der bliver delt Jonas Vingegaard-plakater ud af vinduet.


Det er stort, at en lille nation som Danmark i den grad udmærker sig indenfor sportens verden i disse år. Men følelsen; fællesskabet og stoltheden overgår det hele.
»Det er en guldalder i dansk sport. Og det betyder i princippet ikke noget, hvilken sportsgren det er. Bare man kan fejre det på den her måde,« siger Thomas Vilhelmsen.
Til tonerne af rød-hvide farver
Selvom navnene på trøjerne tilhører danske fodboldspillere, er det de danske cykelstjerners, der bliver skrevet med kridt på landevejens asfalt.
Chancen for, at de danske tilskuere går ubemærket hen, når Vingegaard, Kron og company flyver forbi, er så godt som lig nul. Der er ingen andre end de 17 venner i miles omkreds.

»Det største sus kommer altid, lige når man kan se helikopteren komme flyvende i horisonten,« lyder det fra en i flokken.
Og det gør den så. Ganske få minutter efter flyver tre helikoptere højt oppe over markerne og indikerer, at rytterne er på vej.
Danskerne tager opstilling på begge sider af vejen.
Fra soundboksen lyder »Vi er røde, vi er hvide« for noget, der minder om tiende gang. Og så kommer hele feltet om hjørnet nede fra svinget.

Jonas Vingegaard i gult ligger som en af de forreste.
Cykelfænomenet fra Thy kigger op og blikket søger mod vejkanten, idet han kører forbi til »selv Ole må luk' sit øje, når han ser en rød-hvid trøje«.

»Det var et core-moment. Jeg har altid været så misundelig på dem, der oplevede 1992, og nu får vi lov at opleve det her,« lyder det fra Thomas.
Knap 100 kilometer senere kører Jonas Vingegaard over målstregen. Nu skal alt gå galt, hvis ikke danskerne får endnu mere at fejre søndag aften.