En person er død, og en anden er kommet alvorligt til skade i en færdselsulykke på Kaløvej nord for Aarhus, hvor en varebil og en personbil fredag er stødt sammen.

Det oplyser vagtchef Anders Kragh fra Østjyllands Politi til TV2 Østjylland.

Den alvorligt tilskadekomne beskrives som værende i stabil tilstand.

Afdødes pårørende er endnu ikke underrettet.

Tidligere på aftenen fortalte politiet om ulykken på meddelelsestjenesten Politi Update.

- Vi er i øjeblikket til stede med flere patruljer på Kaløvej umiddelbart vest for Krajbjerg i forbindelse med et alvorligt færdselsuheld mellem en varebil og en personbil. Redningsberedskabet arbejder ligeledes på stedet, lød det i meldingen.

Her lød det fra vagtchefen, at der var mindst to tilskadekomne, men politiet uddybede ikke nærmere.

- Vi kan kun konstatere, at det er alvorligt, lød det fra vagtchefen.

Det har ikke været muligt at få fat i kredsen for at få uddybet, hvor mange tilskadekomne der er.

Kaløvej blev spærret som led i politiets arbejde på stedet, og det vides ikke, om vejen igen er åben for trafik.

RITZAU