I mandags kunne forbipasserende stoppe op og kigge på, mens Forsvarets cirka syv meter høje EH101-helikopter sneglede sig afsted langs landevejen med 10 kilometer i timen på vej mod Flyvestation Karup.
På toppen af helikopteren stod en mand i nissehue bevæbnet med motorsav og skar de grene af, der kom i vejen.
Turen tog en lille dags tid og blev aktuel, efter at helikopteren i sidste uge måtte nødlande ved øvelsesterrænet i Holstebro.
Nødlandingen skyldtes en alarm om brand i en motor, »civilt brandvæsen slukkede«, skrev Forsvaret på Twitter, mens Flyvevåbnet forsikrede om, at intet alvorligt var hændt.
»Ingen besætningsmedlemmer kom til skade ved hændelsen,« skrev det på Facebook i en opdatering mandag.
Sidst på eftermiddagen samme dag havnede helikopteren på værkstedet ved Flyvestation Karup til yderligere undersøgelser.
Forsvaret ligger inde med 14 af de britisk-byggede EH101 Merlin helikoptere, der bruges som redningshelikoptere og til taktisk troppetransport.

Dyre i drift
Siden helikopterne blev købt i 2001 og taget i brug i 2004 har driftsomkostningerne været på himmelflugt.
Derfor gik Forsvaret og Forsvarsministeriet i 2021 i gang med at undersøge, hvorvidt man skal førtidspensionere helikoptertypen, flere årtier før den efter planen skulle have været udskiftet.
Det kunne Altinget skrive på baggrund af et svar, daværende forsvarsminister Trine Bramsen (S) gav til Folketingets forsvarsudvalg.
I år viste en intern rapport fra Forsvaret, at det ikke kan betale sig at opdatere helikopterne, således at de kan operere på et acceptabelt niveau resten af deres levetid.



