To svenskere står i dag tiltalt for den bombesprængning, der i sommeren 2019 sønderflængede facaden på Skattestyrelsens lokaler på Østerbro i København.

Det var to mænd på 22 og 23 år, der ifølge tiltalen i en Citroën Berlingo kørte over Øresundsbroen med højeksplosivt sprængstof ombord, som de udløste foran Skattestyrelsen sent om aftenen 6. august.

Bomben forårsagede skader på bygningen for i alt 6,2 millioner kroner og ødelagde desuden dele af Nordhavn Station.

Ifølge anklagemyndigheden skal de to dømmes efter en bestemmelse i straffeloven om terrorbekæmpelse. Det fortæller anklager Andreas Emil Christensen til Ritzau.

»Hvis man laver en sprængning, som er omfattet af den konvention, betyder det efter den pågældende bestemmelse i straffeloven, at straffen kan stige. Det er det, som vi har gjort gældende i anklageskriftet,« siger han.

En tiltale, som forsvarsadvokaterne for de to mænd har stillet sig uforstående over for.

»Det kan vi som forsvarere gensidigt slet ikke genkende,« har Kåre Traberg Smidt, advokat for den ene af de to mænd, udtalt til Ritzau.

De to mænd nægter sig skyldige. Tiltalen kunne potentielt udløse en straf på livstid, men anklageren vil kræve en tidsbestemt straf.

Sprængningen er en af flere, som i 2019 ramte i Københavnsområdet, og politiet kædede hurtigt flere af eksplosionerne sammen med det københavnske bandemiljø, hvor en konflikt mellem bandegrupperingerne Brothas og NNV brød ud sidste år.

Direktør for Skattestyrelsen Merete Agergaard og skatteminister Morten Bødskov (S) ved Skattestyrelsen på Østerbro dagen efter bombesprængningen. Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix

Et nybrud i Danmark

Politidirektør Anne Tønnes betegnede i efteråret brugen af sprængstoffer som et nybrud i Danmark.

»Nu ser vi så de her grupperinger benytte sig af sprængstof. Det er så at sige et nyt værktøj, de har taget i brug«, sagde Anne Tønnes til Politiken.

Retsmøderne i sagen er dog blevet holdt for lukkede døre, og det er stadig ikke kendt, hvad de to svenskeres forbindelse til Danmark er. Og ifølge anklager Andreas Emil Christensen kan motivet meget vel forblive et mysterium.

»Motivet bag sprængningen er stadig et uafklaret spørgsmål, selvom vi har lagt et stort stykke arbejde i at finde det,» siger han til DR.

»Det er heller ikke min forventning, at vi vil få motivet nærmere belyst under retssagen,« siger han.

De to unge mænd har ingen kendt forbindelse til det københavnske bandemiljø. Den 22-årige er ikke tidligere straffet, og den anden tiltalte har en dom for vold. Begge er bosiddende i Sverige.

De blev anholdt sidste år efter en intens politijagt.

Den 22-årige blev pågrebet af svensk politi i Malmø 13. august på baggrund af en arrestordre fra dansk politi. Den 23-årige blev anholdt 17. september i Københavns Lufthavn.

Efter anklagemyndighedens opfattelse kan flere medgerningsmænd have været involveret, og politiet har anholdt i alt fire personer i sagen.

Dommen i sagen ventes at falde 7. juli.