Soveværelset lignede til forveksling et gerningssted for en drabelig forbrydelse, da Emil Joensen Rønnebech som 17-årig vågnede alene i sin daværende kærestes seng. Hans hovedpude var fyldt med blod. Træt og omtumlet gik han ind til kæresten, som bekymret sagde, at hun havde ringet til hans far. En smerte i hans mund ramte ham, og det gik op for ham, at han om natten havde bidt sig selv hårdt i tungen. Det var dér, blodet stammede fra.
Det viste sig at være Emil Joensen Rønnebechs første epileptiske anfald. I dag, 14 år senere, kommer anfaldene cirka hver sjette uge, og de er kun blev hyppigere med årene. Men det er ikke altid lige nemt at vide, om man har haft et anfald eller ej.
Del:
