Elg fik nordsjællandsk gårdejer til at kontakte politiet
Søndag blev en elg set i Hundested, hvor elge ellers er et sjældent syn. Elgen ødelagde en gårdejers hegn.
Søndag blev en elg set i Hundested, hvor elge ellers er et sjældent syn. Elgen ødelagde en gårdejers hegn.
En elg var søndag til gene for en gårdejer i Hundested, der kontaktede politiet.
Det fremgår af et uddrag af døgnrapporten fra Nordsjællands Politi, der fik anmeldelsen søndag klokken 13.02.
Ifølge gårdejeren løb elgen rundt på grunden og ødelagde hegnet ved beboelsen. Derefter havde den retning mod Ullerup Skov.
Politiet noterede anmeldelsen, men det er egentlig ikke en sag for politiet.
- Anmeldelsen blev grundregistreret, men det blev oplyst, at det ikke var politiets opgave at regulere elgens frie bevægelighed, skriver politiet i døgnrapporten.
Elge i Nordsjælland er et sjældent syn.
I foråret viste en video, som blev delt med TV 2 Kosmopol, at der var blevet set en elg i Nordsjælland.
Formentlig var dyret svømmet fra Sverige og over Øresund, hvor det gik i land, vurderede Morten Elmeros, der er seniorrådgiver på Institut for Ecoscience på Aarhus Universitet, efterfølgende.
Han forklarede også, at man ikke skal være bange for at møde elgen, da elgen er sky. Det anbefales dog, at man holder afstand, hvis man skulle støde på den i naturen.
Ifølge ham sker det cirka hvert tiende år, at en elg krydser Øresund til Danmark.
Det er uvist, om den elg, som gårdejeren så i Hundested, er den samme elg, som blev spottet første gang i foråret.
Elgen kan blive op til tre meter lang og over to meter høj. En voksen elgtyr kan veje op til 800 kilo.
I Danmark kan elge opleves i det fredede naturområde Lille Vildmose i Nordjylland, hvor fem dyr blev sat ud i 2017.
Bestanden vurderes i dag til mellem 20 og 25 elge.
RITZAU