Politiet rykkede fredag ud til uddannelsesinstitutioner i henholdsvis Hellerup og Ishøj, oplyste Nordsjællands Politi og Københavns Vestegns Politi.
I begge tilfælde betegnede politiet det i første omgang som "et mistænkeligt forhold", men præciserede ikke, hvad den formulering dækker over.
Nordsjællands Politi har efterfølgende oplyst, at der er tale om en bombetrussel fremsat via et telefonopkald, og at ordensmagten i den forbindelse er til stede ved en uddannelsesinstitution på Bregnegårdsvej i Hellerup.
På adressen ligger der ifølge Nordsjællands Politi en ungdomsskole og et gymnasium. Alle elever er på grund af anmeldelsen blevet sendt hjem.
Efter at have fortaget "grundig" efterforskning ved gymnasiet i Hellerup, har politiet afsluttet indsatsen.
Nordsjællands Politi skriver i et opslag på det sociale medie X klokken 16, at der ikke blev fundet noget mistænkeligt i bygningerne.
Anmeldelsen blev modtaget klokken 12.18, og Nordsjællands Politi arbejder fredag eftermiddag på stedet for at klarlægge omstændighederne nærmere. Det foretog blandt andet undersøgelser med bombehunde.
Omkring klokken 15 skrev politikredsen på X:
- Området er afspærret, og der er ikke grund til bekymring for borgerne.
Københavns Vestegns Politi oplyste tidligere, at man var til stede ved en uddannelsesinstitution på Vejlebrovej i Ishøj og skriver på X:
- I sådanne situationer tager vi ingen chancer, og derfor har vi været massivt til stede. Vi forlader stedet snart igen og har ikke yderligere kommentarer.
Politiet har efterfølgende tilføjet:
- Vi har nu forladt stedet, og vi kan supplere med, at der på intet tidspunkt har været nogen personer i fare.
/ritzau/