De københavnske gymnasier har flere ansøgere, end de har plads.
Særligt i byens centrum søger mange unge forgæves.
Nu undersøges mulighederne for at udvide flere uddannelsesinstitutioner med nye STX-uddannelser allerede fra næste år.
Region Hovedstaden har modtaget tre ansøgninger om nye stx-udbud på allerede eksisterende uddannelsesinstitutioner i København og på Frederiksberg, der ikke i forvejen har STX-linjer.
Det fremgår af en mødedagsorden fra Børne- og Undervisningsministeriet, som Berlingske har set.
Følgende gymnasier ønsker at udvide med en STX-uddannelse:
NEXT Københavns Mediegymnasium.
HF-Centeret Efterslægten
NEXT Vibenshus Gymnasium.
Motivationen er, at udbuddet af stx-uddannelser i en årrække har været utilstrækkeligt til at sikre, at alle unge med bopæl i hovedstaden kan få plads på et offentligt STX-gymnasium i byen.
Sidste år var der hundredvis af unge, som ikke fik deres førsteprioritet opfyldt. Flere af dem blev tvunget til at starte på et gymnasium langt fra deres bopæl.
Berlingske har for eksempel bragt historien om Casper Holmboe som søgte ind på Rysensteen Gymnasium på Vesterbro, men i stedet fik en plads på Ishøj Gymnasium. Han endte dog alligevel i hovedstaden, fordi familien var villig til at betale for et privat gymnasium.
Det koster typisk mellem 1.500 og 2.500 kroner om måneden at gå på et privat gymnasium.
Børne- og Undervisningsministeriet har indkaldt ansøgninger om nye gymnasiale udbud for skoleåret 2025/26.
De skal drøftes til et møde i Region Hovedstadens udvalg for trafik og regional udvikling 16. maj 2024, dernæst i forretningsudvalget og regionsrådet i løbet af juni.
Ansøgningerne fra de tre gymnasier har været i høring hos rektorerne på regionens gymnasier.
Flere rektorer uden for byen er imod udvidelse af kapaciteten. De bemærker, at der er plads til eleverne hos dem, fremgår det af høringssvaret.
Administrationen i Region Hovedstaden vurderer, at tre nye uddannelsessteder vil overstige behovet og anbefaler derfor regionsrådet, at der kun gives godkendelse til NEXT Københavns Mediegymnasium og HF-Centeret Efterslægten.
Begrundelsen er, at NEXT Vibenshus Gymnasium er »et meget lille uddannelsessted«.
Ifølge tal fra Danmarks Statistik forventes der frem mod 2027 et samlet antal unge i aldersgruppen 15-17 år på samme niveau som i dag eller endda lidt højere.
I Københavns og Frederiksberg kommuner forventes det nuværende niveau at vare til og med 2028, hvorefter antallet af unge forventes at falde lidt.
Hvis STX-kapaciteten ikke hæves tilstrækkeligt, vil mange unge med bopæl i centrum af København risikere at få tildelt en STX-plads op mod 45 minutter fra deres bopæl på en skole, de ikke har søgt, lyder det i risikovurderingen.
Det almene gymnasium, som flest unge i hovedstadsområdet har søgt mod i år, er Gammel Hellerup Gymnasium. Her har hele 506 personer søgt ind, og sidste år havde det kun kapacitet til 383 elever.
I 2023 var det Gefion Gymnasiums STX, flest unge søgte ind på.
Du kan se hele listen over de gymnasier, som hovedstadens unge helst vil gå, på her.