Ekstrem personaletravlhed rammer fødende og nyfødte: »Det er meget, meget alvorligt«

En fødende udviklede svangerskabsforgiftning, planlagte fødsler udskydes, og en nyfødt fik ikke den nødvendige smertestillende medicin. Arbejdstilsynet slår alarm over forholdene for personale og patienter på fødeafdelingen på Herlev Hospital.

ARKIVFOTO: Arbejdstilsynet slår alarm over forholdene for personale og patienter på fødeafdelingen på Herlev Hospital. flemming krogh

Ekstrem travlhed blandt jordemødre på en af landets største fødeafdelinger på Herlev Hospital har fået alvorlige konsekvenser for flere kvinder og deres nyfødte børn.

Én kvinde udviklede svangerskabsforgiftning, fordi der ikke var tid til at se til hende på fødeafdelingen, som har et stort antal vakante stillinger.