Red Barnet har de seneste år oplevet en kraftig stigning af antallet af anmeldelser vedrørende computergenereret materiale til tjenesten AnmeldDet, hvor borgere anonymt kan anmelde overgrebsmateriale med børn.

Det oplyser organisationen.

I 2020 var antallet af anmeldelser vedrørende computergeneret materiale 18.

I 2021 var antallet 21, mens det steg til 257 i 2022 og 1890 i 2023.

Antallet af anmeldelser var i 2024 steget til 2770.

Når AnmeldDet får anmeldelser, analyserer medarbejderne overgrebsmaterialet og sørger for at sende det videre til den rigtige myndighed for at sikre, at materialet bliver fjernet og efterforsket.

Fredag oplyser National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), at det står i spidsen for en global aktion vedrørende overgrebsmateriale med børn.

Sagen udspringer af en sag efterforsket af Østjyllands Politi, hvor en 29-årig mand i Retten i Randers blev idømt tre år og seks måneders fængsel for at have produceret og solgt et omfattende antal seksuelle billeder af børn, der var skabt med kunstig intelligens.

Køberne var fra hele verden.

Onsdag blev 25 personer, der er mistænkt for at have købt materialet, anholdt i en aktion med NSK i spidsen.

To af de sigtede i sagen er danske mænd i 30'erne.

Den 29-årige, der i januar blev dømt for at have fremstillet billederne, ankede sin dom. Sagen skal derfor behandles i Vestre Landsret.

Pernille Spitz, der er psykolog og chef for Red Barnets arbejde for beskyttelse mod overgreb, udtaler, at der er set en voldsom stigning i antallet af anmeldelser af computergeneret overgrebsmateriale med børn.

- Det skyldes blandt andet den teknologiske udvikling, som gør, at man på kort tid kan masseproducere seksuelt overgrebsmateriale med børn.

- Vi ser desværre også, at det computergenererede overgrebsmateriale ofte er af meget grov og krænkende karakter.

/ritzau/