Otte milliarder kroner.
Så mange penge bruger sygehusene ifølge sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) hvert år på at indlægge patienter, som slet ikke burde være der.
Med afsæt i en analyse fra sit ministerium har hun beskrevet de enorme udgifter, der bruges på bl.a. at indlægge og genindlægge et stort antal, ældre medicinske patienter med lidelser som væskemangel, forstoppelse og blærebetændelse, der burde kunne forebygges og være håndteret på plejehjemmene eller i hjemmeplejen ude i kommunerne.
»Det er penge lige ud ad vinduet. Penge, der kunne være brugt på f.eks. flere sygeplejersker eller læger til gavn for patienterne,« har været budskabet fra sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) gennem flere måneder i pressemeddelelser og avis-interview, hvor hun har bebudet et opgør med de unødige indlæggelser i den storstilede sundhedsreform, som regeringen snart ventes at præsentere.
Men læger og sundhedsøkonomer skyder nu et af de helt centrale elementer i den kommende sundhedsreform i sænk. Det er grebet ud af den blå luft og helt urealistisk at tro, at der kan hentes så mange penge ved at undgå »unødvendige« indlæggelser og i stedet presse tusindvis af ældre medicinske patienter og kronisk syge ud af sygehusene for så at lade kommunerne og de praktiserende læger tage sig af dem, lyder kritikken.
»Det er helt fjernet for al kontakt til virkeligheden og sundhedsfagligheden at tro, at der hvert år bruges otte mia. kr. på indlæggelser, som man lige så godt kunne have ladet være med. At tale om, at det er penge ud ad vinduet, er en grov misforståelse. Disse indlæggelser dækker over borgere, som er blevet syge og har et behov for at blive indlagt,« siger formanden for Lægeforeningen Andreas Rudkjøbing.
Han understreger, at lægerne også ønsker at styrke det nære sundhedsvæsen, og hvis man formår at få styrket de kommunale sundhedstilbud og de praktiserende læger, kan der godt være flere indlæggelsesforløb, der kan tages i opløbet:
»Men ikke i den størrelsesorden, som ministeren forestiller sig.«
Regeringens hovedbegrundelse for reformen er, at hjælpen til de ældre medicinske patienter og folk med kroniske lidelser, to kæmpegrupper i det danske sundhedsvæsen, halter gevaldigt og skal udføres såvel bedre som billigere, end den bliver i dag.
Alt for mange ældre suser ud og ind af hospitalerne og indlægges igen og igen, fordi sygehusene, kommunerne og de praktiserende læger arbejder for dårligt sammen.
De otte mia. kroner dækker over tre forskellige typer af »unødvendige« eller »uhensigtsmæssige« indlæggelser, som hver især tegner sig for et træk på ca. 2,5-3 mia. kroner i sundhedsvæsenet.
Antagelsen er, at sygehuset eller kommunen og de praktiserende læger godt kunne have været mere opmærksomme på symptomerne og have grebet ind bedre og tidligere, så en dyr indlæggelse kunne være undgået.
Men ifølge professor Kjeld Møller Pedersen er det »tæt på at være noget sludder« at stille det op på den måde og regne sig frem til, at man således smider otte mia. ud ad vinduet.
»Det er en misvisende måde at anskue det på, at der kan være et beløb i den størrelsesorden at hente. De indlæggelser kan man ikke bare knipse væk, og det er jo ikke sådan, at folk i stor stil indlægges unødvendigt. Det er jo en lægelig vurdering i hvert enkelt tilfælde, så der er helt klart tale om overdrevne forventninger her,« siger han.
Bare ti pct. vil være fint
I kølvandet på kritikken trækker sundhedsministeren i land og skruer ned for forventningerne til det økonomiske potentiale i den omlægning af det danske sundhedsvæsen, som regeringen har bebudet.
Budskabet fra ministeren er nu, at »de mennesker, der bliver indlagt, har behov for at blive indlagt«, og at »de udgifter, der er, er reelle udgifter«.
»Når der tales om så stort et tal som otte mia. kr., er det ikke noget, vi tror, det er realistisk at frigøre. Men kan man bare frigøre f.eks. ti pct., vil det være en betydelig sum, som man i stedet kan bruge til ansættelser af varme hænder og et kvalitetsløft i sundhedsvæsenet,« siger Ellen Trane Nørby til Berlingske.
Det ændrer dog ikke på, at regeringen fortsat går efter en sundhedsreform og en stor omlægning, hvor det »nære« sundhedsvæsen tæt på borgerne skal oprustes.
»Samarbejdet skal gøres stærkere, så man f.eks. kan undgå, at en begyndende lungebetændelse sætter sig fast i en grad, at en ældre medicinsk patient må indlægges og måske får en resistent bakterie, så det ender med et flere måneder langt sygdomsforløb,« siger Ellen Trane Nørby.
