En lyntest inden juleindkøbene i Magasin? Eller ved indgangen til en stor sportsbegivenhed?

Det mener en ekspert ikke er et helt urealistisk scenarie for danskerne i den nærmeste fremtid.

Fra lørdag er det blevet muligt for danskerne at få en gratis lyntest, der tester dem for coronavirus. Den såkaldte »hurtigtest« eller »antigentest«, der kan give svar på 15 til 30 minutter, tages i brug efter en periode med flere dages ventetid på testtider samt lange køer ved mobile teststeder.

Testene udbydes af Falck, men har den ulempe, at de ikke er lige så præcise som de PCR-test, der udføres i de hvide telte. Ifølge Sundhedsstyrelsen er lyntestene kun præcise i 50 procent af tilfældene.

Alligevel kan det imidlertid godt være, at danskerne fremover skal vænne sig til dem, vurderer Hans Jørn Kolmos, professor i klinisk mikrobiologi ved Syddansk Universitet.

»Jeg kan godt se et scenarie for mig, hvor man skal vænne sig til, at hurtigtestene bliver brugt i det offentlige rum på steder, hvor der er store forsamlinger,« siger han.

Hans Jørn Kolmos understreger, at det er en politisk beslutning, men fortsætter coronasmitten med at brede sig, tror han, at der vil være situationer, hvor danskerne skal indstille sig på, at det kan blive en del af hverdagen:

»Skal man på en længere togtur, til en større sportsbegivenhed eller på shopping i et storcenter, kunne man forestille sig, at man ville få at vide, at man skal tage en test, inden man går ind.«

På grund af usikkerheden ved lyntestene er de ikke målrettet alle borgere. De nuværende anbefalinger lyder, at lyntest ikke skal bruges til mennesker med symptomer på coronavirus, nærkontakter til smittede eller sundhedspersonale. De skal i stedet testes med en almindelig test.

Sundhedsstyrelsen ser først og fremmest lyntest som et værktøj til at screene en større gruppe – for eksempel ansatte på et slagteri eller beboere på et kollegium.

Selvom lyntestene er mere usikre, mener Hans Jørn Kolmos, at de er nødvendige i den nuværende situation, hvor testsystemet er presset, efter at regeringen opfordrede folk til at blive testet op til jul.

»Med hurtigtesten er man sikker på at opdage de højsmitsomme. Derfor er det ikke dumt med en hurtigtest på Hovedbanen, inden man skal med tog hjem til jul. Det er heller ikke dumt med en hurtigtest ved indgangen til et storcenter, for der er ingen grund til at sende en superspreder derind, hvis det kan opdages,« siger han.

Testene kan dog kun bruges til at tage toppen af smitten, og de skal ikke bruges på et plejehjem eller blandt ældre og udsatte, forklarer han.

»Det er en nødløsning, men vi er i en situation, hvor vi har brug for at nedbringe smitten. Man skal vide, hvordan man bruger dem, for de kan ikke bruges til at erklære personer helt smittefri. Men er man positiv i en hurtigtest, er man højst sandsynlig meget smitsom, og de skal opdages,« siger han.

Falck oplyser, at de på nuværende tidspunkt tester 5.000 om dagen, men at de efter planen skal teste 50.000 dagligt i løbet af den kommende uge.