Ekspert i folkeret har vurderet dette billede: Det ligner en krigsforbrydelse

Weekendens voldsomme billeder af lig i gaderne i byen Butja i Ukraine ligner bevidste drab på civile. Især billedet, hvor en person ligger bagbundet, ligner en krigsforbrydelse, lyder vurderingen fra en ekspert i folkeret.

Berlingske har efter en redaktionel vurdering valgt at vise de voldsomme billeder fra Butja, hvor mange civile er blevet dræbt. Billederne fungerer som dokumentation på krigen og de ødelæggelser, den russiske invasion i Ukraine har medført.

Rapporterne om cirka 300 civile døde – og ikke mindst billederne – fra den ukrainske by Butja udenfor Kyiv efterlader ikke megen tvivl hos folkeretsekspert.

»Det ligner forsætlige angreb på civile,« siger ekspert i folkeret og professor ved Københavns Universitet Astrid Kjeldgaard-Pedersen.

Hun har ligesom mange andre danskere set de voldsomme billeder, der angiveligt viser døde ukrainere i gaderne.

Et af dem er billedet ovenfor, hvor en person ligger bagbundet.

»Det virker særligt tydeligt, at det er henrettelser i de tilfælde, hvor personen er bagbundet. En henrettelse af en bagbundet mand er ret oplagt en krigsforbrydelse,« siger Astrid Kjeldgaard-Pedersen.

Men det kan være en vanskelig opgave juridisk at bevise, at der er tale om krigsforbrydelser.

»For at kunne rejse tiltale skal anklagemyndigheden identificere nogle konkrete russiske soldater, der menes at stå bag det her,« siger hun.

Vestlige politikere, herunder Joe Biden, har allerede tidligere anklaget Putin for  at begå krigsforbrydelser.

39 lande, herunder Danmark, har for allerede for en måned siden givet grønt lys til Den Internationale Straffedomstol (ICC) til at åbne en egentlig undersøgelse af krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.

Den tidligere internationale anklager Carla Del Ponte har opfordret Den Internationale Straffedomstol til hurtigt at udstede en arrestordre på den russiske præsident.

For at kunne udstede en arrestordre skal man have beviser nok til, at man forventer at kunne få ham dømt, understreger Astrid Kjeldgaard-Pedersen.

Beviserne kan tage lang tid at indsamle.

»Der skal foretages nogle retsmedicinske undersøgelser af ligene, så man kan dokumentere, om ofrene eksempelvis er blevet skudt på klos hold. Og der skal gennemføres vidneafhøringer. Det plejer at gå meget langsomt, fordi efterforskningsforholdene er meget vanskelige,« siger professoren.

Ifølge Ukraine var 20 mennesker alene i én gade dræbt med skud i hovedet. Nogle af personerne var angiveligt bagbundet.

Mindst 20 lig blev fundet på en af vejene i byen Butja, har journalister fra AFP som nogle af de første rapporteret om. Nogle af de døde var blevet bundet på ryggen. Ronaldo Schemidt/afp/ritzau Scanpix

Ikke nødvendigvis en dårlig sag mod Putin

Hvis anklagemyndigheden går efter Putin, bliver det kun vanskeligere.

»Det er klart, at det bliver sværere at bevise, jo længere man vil op i hierarkiet. Man skal blandt andet bevise, at Putin havde tilstrækkelig kontrol med relevante russiske soldater og tilstrækkelig viden om, at soldaterne dræbte civile forsætligt. Den slags er vanskeligt,« siger Astrid Kjeldgaard-Pedersen.

Trods den tunge bevisbyrde siger hun:

»Det er ikke nødvendigvis sådan, at man har en dårlig sag mod Putin.«

Men der er flere forhindringer på vejen. Man dømmer ikke in absentia, forklarer hun.

»Det vil kræve, at Putin er fysisk til stede. Så man er nødt til at få bragt ham til Haag, hvis det skal kunne lade sig gøre, og det er selvfølgelig vanskeligt,« siger Astrid Kjeldgaard-Pedersen.

Desuden er Putin siddende statsoverhoved og kan påberåbe sig immunitet, hvilket gør sagen vanskeligere.

Er der noget i det, du har set, der peger på, at der ikke skulle være tale om krigsforbrydelser?

»Nej, men vi kan ikke ud fra billederne alene fastslå med sikkerhed, hvordan det er foregået. Desuden er der undtagelser i de her regler,« siger Astrid Kjeldgaard-Pedersen.

Bevidste angreb på civile er en krigsforbrydelse. Men, forklarer professoren, hvis civile griber til våben og deltager i kamphandlinger, så mister de deres civile status, og dermed er det ifølge folkeretten ikke en krigsforbrydelse for modstanderen at dræbe dem i sådanne tilfælde.

Rusland har kaldt situationen opdigtet og mener, at billederne ikke passer, men er produceret af Ukraine til vestlige medier.