Tre mænd fra en eksiliransk gruppe med base i Ringsted sigtes for at have fået eller forsøgt at få mindst 20 millioner kroner, som skulle bruges til terror.
Det er kommet frem under et retsmøde torsdag i Retten i Roskilde, skriver dr.dk.
Her har anklager Rune Rydik fremlagt flere detaljer om de nye sigtelser, som Midt- og Vestsjællands Politi onsdag oplyste om i en pressemeddelelse.
De tre mænd er fra separatistbevægelsen ASMLA, Arab Struggle Movement for the Liberation of Ahvaz. Den kæmper for løsrivelse af et område fra Iran.
De blev oprindeligt anholdt og derefter varetægtsfængslet i februar på grund af sigtelser om at spionere til fordel for Saudi-Arabien og for at have billiget terror.
De nye sigtelser drejer sig om at finansiere terrorisme og om spionage mod militære anliggender.
De 20 millioner blev forsøgt skaffet fra Saudi-Arabien, hævder politiet.
Desuden beskyldes den ene af mændene ifølge dr.dk for at have forsøgt at skaffe, hvad der svarer til 37 millioner kroner til forskellige grupper, som angiveligt bedriver terror.
Advokat Kåre Traberg Smidt er forsvarer for den ene af mændene. Han siger til Ritzau, at sagens omfang er vokset, og at mængden af papirer er enormt.
»Vi vil bede om ekstra ressourcer til forsvaret. Vi er stærkt underbemandet i forhold til at løfte opgaven. Vi står med en massiv udfordring,« siger advokaten.
Han henviser til princippet om ligestilling mellem anklager og forsvarer i straffesager.
De tre nægter sig skyldige.
»Min klient nægter samtlige forhold og stiller sig uforstående overfor sigtelserne. Han har beredvilligt udtalt sig til politiet og i retten og har svaret på samtlige spørgsmål og vil også fremover gøre det,« siger Kåre Traberg Smidt.
Sagen efterforskes af PET og af Midt- og Vestsjællands Politi i fællesskab.
På et tidspunkt var den ene af de tre mænd i øvrigt mål for et attentatforsøg i Ringsted, mener PET og anklagemyndigheden.
I den forbindelse er en norsk statsborger med iransk baggrund tiltalt for at have medvirket til forsøg på manddrab og for at have hjulpet en iransk efterretningstjeneste på dansk jord.
/ritzau/


