Morten Storm, der i over ti år har hævdet at have arbejdet for Politiets Efterretningstjeneste (PET), vil igen forsøge at få PET til at anerkende sit arbejde for dem.
Det sker efter Højesterets afgørelse i Ahmed Samsam-sagen, hvor PET og Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) nu har anerkendt, at Samsam har samarbejdet med tjenesterne.
Det bekræfter Morten Storms advokat, Mads Pramming, til Ritzau, efter at journalist Per Lysholt har beskrevet det på det sociale medie X.
- Vi vil skrive og spørge PET, om de kan be- eller afkræfte, at Morten Storm har arbejdet for dem i lyset af Højesterets dom og i lyset af, at vi i øjeblikket kører en retssag mod Ankestyrelsen, der handler om hans forsørgelsesgrundlag, og hvor den oplysning har helt afgørende betydning, siger Mads Pramming.
I 2012 stod Morten Storm frem i Jyllands-Posten og fortalte, at han fra 2007 til 2012 var agent for PET.
Morten Storm levede ifølge eget udsagn i flere år et dobbeltliv, hvor han på overfladen spillede rollen som fundamentalistisk muslim. I det skjulte videregav han angiveligt oplysninger om islamistiske miljøer - mod betaling - til PET.
Morten Storm har anlagt retssagen, som endnu ikke er berammet, mod Ankestyrelsen, fordi han kun er blevet tildelt delvis førtidspension.
For under hans påståede arbejde for PET har han i en periode ikke opholdt sig i Danmark, hvilket er et krav for at få fuld førtidspension. Og selv om Morten Storm tidligere har vundet en arbejdsskadesag, hvor en myndighed lagde hans arbejde for PET til grund, mener Ankestyrelsen ikke, at han har arbejdet for PET.
Men hvis PET anerkender, at han arbejdede for dem, mens han var i udlandet, vil han kunne få tildelt fuld førtidspension, mener Mads Pramming.
- Den dom (Samsam-sagen, red.) ved Højesteret siger, at det klare udgangspunkt er, at efterretningstjenesterne hverken skal be- eller afkræfte, om en har arbejdet for dem. Men der kan være ganske særlige omstændigheder, hvor de skal gøre det.
- Den ganske særlige omstændighed ved Samsam-sagen var, at han måske er blevet uskyldigt dømt og kan få genoptaget en sag i Spanien. Så tænker vi, om det ikke er en ganske særlig omstændighed, hvis den oplysning har betydning for mit forsørgelsesgrundlag - min ret til at få pension, siger advokaten.
Og derfor vil Mads Pramming nu bede PET om at be- eller afkræfte, at Morten Storm har arbejde for tjenesten.
- Hvis de ikke vil svare på det, så skal vi overveje, om vi vil føre en sag nøjagtig magen til Samsams på vegne af Morten Storm.
- Hvis de siger ja, så vil det være fantastisk for vores sag.
PET har aldrig be- eller afkræftet samarbejdet med Morten Storm og ville heller ikke gøre det i arbejdsskadesagen ved Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) i 2020.
Alligevel dømte AES til Morten Storms fordel og afgjorde, at han havde krav på godtgørelse og skulle have erstatning for tab af erhvervsevne som følge af psykiske skader, som han fik i sin tid som PET-agent.
Mads Pramming siger, at han godt vil kunne forstå, hvis PET afviser deres anmodning.
- Jeg forstår godt, hvis de siger nej, og at Samsam er en helt speciel situation, der handler om fængsel, og det er vigtigere end forsørgelse.
- Men det er så det, som en retssag vil handle om. At få udboret, hvad ganske særlige omstændigheder er. Er det kun præcis Samsams situation, eller rækker det videre end det?
Ritzau har været i kontakt med Politiets Efterretningstjeneste, der ikke har nogen kommentarer.
/ritzau/