Efter opsigtsvækkende dobbeltinterview: Forsker kommer med en advarsel til danskerne

Sidder du på en nøgleposition, er det med at være opmærksom. Det tyder ifølge en dansk forsker, som har talt med Jyllands-Posten, på, at russerne har eskaleret deres arbejde for at hverve spioner. 

I Storbritannien er en mand blevet anklaget for at arbejde for en russisk lejehær, mens et drab på to ukrainere i Tyskland undersøges. Det ser PET med stor alvor på, fortæller Anders Henrikse,n som er chef for kontraspionage i PET. Han ser dem som tegn på, at krigen rykker tættere på Danmark. Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

Noget har ændret sig. 

De danske efterretningstjenester har tidligere været tilbageholdende med at tale om sabotage i Danmark.

Men dét princip blev i weekenden brudt med et opsigtsvækkende dobbeltinterview med Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) og Politiets Efterretningstjeneste (PET).

Af interviewet, der er bragt af Ritzau, fremgår det, at de to tjenester ser en øget risiko for russisk spionage og en skærpet trussel om hybridkrig i Danmark.

Det er en udmelding, vi ikke har set før, vurderer en forsker, som Jyllands-Posten har talt med.

Alene det, at tjenesterne understreger, at danskerne skal være bevidste om truslen, vidner ifølge forsker André Ken Jakobsen om, at der er tegn på, at situationen eskalerer.

Og han vurderer, at der er god grund til at øge befolkningens fokus.

»Folk er ikke bevidste om, at de kan blive udsat for rekruttering eller spionage. Undersøgelser viser, at mange ikke er bevidste om, at de kan være interessante for nogen, og mange har ikke gjort sig det klart, at de rent faktisk sidder i en nøgleposition, hvis de for eksempel sidder i et lokalt varmeværk og styrer et IT-system,« siger han til Jyllands-Posten.

Udmeldingen fra PET og FE kan ifølge André Ken Jakobsen vidne om, at der er registreret »mistænkelige følere ude til folk«.

Ifølge Anja Dalgaard-Nielsen, som er FEs chef for efterretning, er hybridkrig et forsøg på at presse og teste folk. Niels Ahlmann Olesen

Forsvarsalliance er bekymret

Truslen er ikke bare vokset de seneste år. Den har også ændret karakter, fortæller Anders Henriksen, der er chef for kontraspionage i PET, i interviewet med Ritzau.

»Hvor Rusland tidligere mere har opereret med agenter i Danmark, vurderer vi, at de i dag i højere grad hverver og fører kilder hjemme fra Rusland,« siger han.

Anja Dalgaard-Nielsen, som er FEs chef for efterretning, mener, at der er en høj trussel om sabotage.

»Den hybride krigsførelse kan både være i den lave ende med aggressiv retorik, i den midterste med spionage og misinformationskampagner, og i den høje ende af skalaen med sabotageaktioner,« siger hun til Ritzau.

Udmeldingen fra de to danske efterretningstjenester kommer i kølvandet på, at forsvarsalliancen NATO torsdag udtalte, at alliancen var bekymret for Ruslands fjendtlige aktiviteter i Europa og for hybridkrig.

Ifølge NATO er både Storbritannien, Tyskland, Polen, Tjekkiet, Estland, Letland og Litauen blevet ramt.

Hverken FE eller PET har dog kendskab til konkrete tilfælde af russisk sabotage i Danmark.