Nordjyllands Politi rykkede søndag ud til en atypisk opgave på Borgergade i Aalborg.
Her sad en gul og blå arapapegøje nemlig på en tagrende.
- Vi er netop nu til stede ved Borgergade i Aalborg, hvor der sidder en arapapegøje i tagrenden - og vist nok er fløjet hjemmefra, skrev Nordjyllands Politi på det sociale medie X klokken 08.38.
Og efter timers flugt fra politiet blev papegøjen søndag eftermiddag indfanget.
Længe var ordensmagten dog i problemer med at få fuglen tilbageholdt.
- Problemet p.t. er dog, at den sidder i fjerde sals højde i tagrenden.
- Vi forsøger at få den indfanget. Den har ringmærke på, skrev politiet søndag morgen.
Et par timer senere blev det konstateret, at det ikke lykkedes at fange den ved tagrenden.
- Vi forsøgte at få papegøjen indfanget, men den fløj videre på ukendte eventyr, lød det i en opdatering fra politiet.
Papegøjen fløj dog ikke langt væk. Kun til Strandvejen, hvor den fløj ind i en lejlighed på femte sal via et åbent vindue.
Her var den på badeværelset, indtil en papegøje-kyndig blev tilkaldt, og dyret blev fanget og sendt på internat.
- Papegøjen er nu på internatet, og ejeren er udfundet. Vi lukker efterforskningen ned igen og takker for den store opmærksomhed i medierne, skriver Nordjyllands Politi klokken 13.
/ritzau/
