I dag har Landsretten omgjort en tidligere afgørelse fra byretten, som gør, at sløringen af den juridiske rådgiver Juliett Kapello i TV 2-dokumrentaren »Den sorte svane« kan fjernes.
Det skriver TV 2.
I dokumentaren, hvor Juliett Kapello hidtil har været sløret og unavngiven, ser man hende komme med forslag til, hvordan man kan begå kriminalitet, blandt andet hvidvask af penge gennem bosteder:
»Vi kan få 300.000 for autister per person. Det er hvide penge, som har så meget værdi,« siger Juliett Kapello blandt andet i dokumentaren.
Ifølge TV 2 forbød Retten i Odense i første omgang tv-stationen at vise uslørede optagelser af Juliett Kapello med henvisning til, at det var for stort et indgreb i hendes private forhold.
Landsretten har torsdag omgjort afgørelsen, og optagelserne kan derfor nu vises. Omgørelsen begrundes med, at optagelserne er af meget væsentlig samfundsmæssig interesse.
Michael Nørgaard, der er redaktionschef for TV 2 Dokumentar, ser positivt på omgørelsen.
»Vi var dybt uenige i kendelsen, fordi vi mente, at den udgjorde et fejlslagent indgreb i mediernes informations- og ytringsfrihed. Derfor kærede vi byrettens kendelse til landsretten med det samme,« siger han til TV 2.
TV 2 skriver, at Juliett Kappello ikke har ønsket at stille op til interview, men at hun over telefon oplyser, at hendes udtalelser bare var snak og ikke noget, hun reelt ville gøre.



