Miljøvurderingen af et af Danmarks helt store anlægsprojekter, Lynetteholmen, bygger på en over 40 år gammel forskningsartikel, har DR beskrevet.

Vurderingen har banet vejen for dumpning af tonsvis af slam i Køge Bugt, hvilket har været genstand for stor kritik.

I projektets miljøkonsekvensrapport står, at konklusionen bygger på »omfattende studier«, men deriblandt er altså er gammel artikel.

Og en 40 år gammel, »irrelevant« forskningsartikel skal ikke danne grundlag for konklusioner om, hvor meget byggeriet Lynetteholm påvirker miljøet, har Stiig Markager, der er professor ved Institut for Ecoscience på Aarhus Universitet, sagt til Berlingske.

»Den egentlige skandale er jo, at man har lavet undersøgelser på præcis det her slam. Og her finder man jo så faktisk en kvælstofsfrigørelse på omkring ni procent. Det er ti til tyve gange højere end det, som det amerikanske studie viser,« sagde Stiig Markager onsdag. Men dette fremgår bare ikke af rapportens samlede konklusion.

Professoren mener, at miljøvurderingen bør gå om.

Det er lykkedes DR at finde frem til forskerne bag den 40 år gamle artikel, og de undrer sig over konklusionen om, at projektet ikke har nogen miljøpåvirkning af betydning.

Ifølge andre eksperter har man i miljøvurderingen mistolket de amerikanske studier.

Nu tager ingeniør- og rådgivningsvirksomheden Rambøll, der står bag miljøvurderingen, til genmæle. Selskabet afviser kritikken og fastholder, at projektet i det sydlige Øresund ikke har nogen væsentlige negative konsekvenser for havmiljøet.

De understreger, at miljøvurderingen af Lynetteholm bygger på mere end et enkelt studie.

»Miljøkonsekvensrapporten bygger imidlertid på mere end det enkelte studie, herunder data fra en række danske infrastrukturprojekter samt flere tekniske baggrundsstudier af de lokale forhold. Rambøll mener dermed fortsat, at det amerikanske studie sammenholdt med den øvrige data, der indgår i vurderingen, kan anvendes ved miljøvurderingen af etableringen af Lynetteholm,« skriver Rambøll.

Virksomheden begrunder brugen af det 40 år gamle studie således:

»Der er på nuværende tidspunkt ikke nogen veletableret praksis for vurdering af næringsstoffrigørelse ved klapning i danske farvande. I vores vurdering indgår derfor et ældre amerikansk studie, som er et konkret studie af frigivelse af næringsstoffer fra klapning,« lyder det fra Rambøll.