Dronningen: »Krisen har lært os noget, vi kan være stolte af. Vi kan mere, end vi tror«

Dronnings takketale i anledning af hendes fødselsdag stod i coronakrisens tegn.

»Krisen har lært os noget, vi kan være stolte af. Vi kan mere, end vi tror.«

Sådan lød det torsdag aften fra dronning Margrethe til danskerne i en takketale på direkte TV fra Fredensborg i anledning af hendes 80 års fødselsdag.

»I stort og småt hjælper danskerne hinanden fra hvert vores sted i samfundet, gåpåmod og nye ideer spirer frem, vi ser nye måder at arbejde på og være sammen på,« lød det fra Dronningen i en tale, der i høj grad var præget af coronakrisen.

En uventet og usædvanlig tale, da hun ellers ikke holder tale til folket i forbindelse med sin runde fødselsdag.

Men også en usædvanlig tid, hvor coronakrisen har gjort det nødvendigt at aflyse alle officielle arrangementer i forbindelse med Dronningens runde dag.

Kim Refslund, DR ©

I stedet for hyldest på Amalienborg Slotsplads i København og fest for familie og venner om aftenen på Fredensborg Slot blev hun fra morgenstunden fejret med morgensang fra de ansatte på slottet, og klokken 12 blev der fra hele landet stemt i med en række digitale fællessange transmitteret på DR, TV2 og Facebook.

»Vi har fået besøg af en ubuden og farlig gæst, der har sat sit præg på hele landet,« konstaterede hun.

»I tilbageblikket vil jeg huske min 80 årsd fødselsdag som en noget helt for sig. En af de mest mindeværdige,« sagde hun:

»Også her har det vist sig, at når krisen rammer os, kan vi og vil vi forenes i fællesskabet, sammen, men på afstand.«

Hun henviste til, hvordan hun i anden TV-tale beskrev for knap en måned siden, hvor alvorlig en udfordring coronakrisen var for Danmark.

»Vi har vist, at vi kerer os om hinanden, og at egoismen har trange kår,« sagde hun:

»Vi har mærket fraværet af det nære samvær, og at kram betyder mere, end vi havde forestillet  os.«

Men, tilføjede hun, »vi har også vist, at vi kan tage os sammen, og at det fører i en rigtig retning. Men nu gælder det. Vi er ikke igennem endnu«.

»Vi må forstå fortsat at holde ved, så vi kan komme godt igennem krisen.«

Og så kan vi ifølge Dronningen »vende tilbage til et Danmark, som nok vil være forandret, men stadig vores alles fælles Danmark«.

»Min fødselsdag blev ikke helt, som jeg havde forestillet mig,« sagde hun og udtrykte stor taknemmelighed over opmærksomheden fra danskerne på den store dag.