Dronning Margrethe har fået corona

Dronningen er testet positiv for covid-19. Hun udviser kun milde symptomer, oplyser Kongehuset.

Dronning Margrethe er blevet testet positiv for COVID-19. Arkivfoto af den officielle velkomst af H.K.H Dronning Margrethe i Ghana, Onsdag den 22. november, 2017. Sarah Christine Nørgaard

Dronning Margrethe blev i går aftes, tirsdag den 8. februar 2022, testet positiv for covid-19.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Kongehuset.

»Dronningen udviser kun milde symptomer og opholder sig nu i Christian IX’s Palæ på Amalienborg.
Dronningens planlagte vinterferie i Norge, der skulle være påbegyndt i dag, aflyses. Kongehuset følger sundhedsmyndighedernes anvisninger,« står der.

Dronning Margrethe 2. er 81 år gammel, født den 16. april 1940 på Amalienborg.

Dronningen har tidligere oplyst til Ritzau, at hun er vaccineret tre gange mod coronavirus.

Så sent som i december 2021 blev kronprinsesse Mary ligeledes også smittet med coronavirus.

Og i december 2020 blev kronprinsparrets ældste søn, prins Christian, også testet positiv for corona.

Det skete efter et smitteudbrud på prinsens skole, Tranegårdskolen, i Hellerup.

Dengang blev resten af familien, kronprins Frederik, kronprinsesse Mary og parrets tre yngste børn, testet negativ.

Opdateres …