Uidentificerede droner, der onsdag aften blev observeret nær Aalborg Lufthavn, befinder sig ikke længere i luftrummet ved lufthavnen.
Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse natten til torsdag kort før klokken 03.00.
- Det er politiets klare vurdering, at de pågældende droner ikke længere befinder sig i området, skriver politiet.
Senest en drone blev observeret i luftrummet nær lufthavnen var natten til torsdag klokken 00.54, fremgår det.
Politiet oplyste på et pressemøde kort efter midnat, at man ville forsøge at tage dronerne ned, hvis det var sikkerhedsmæssigt forsvarligt.
Det er ikke lykkedes, skriver politiet, som tilføjer, at dronerne på et par timer fløj over det, politiet betegner som "et meget stort areal".
Politiet kommer ikke nærmere, hvilket areal - foruden lufthavnen - dronerne har befundet sig omkring.
Natten til torsdag er det heller ikke lykkedes politiet at pågribe de personer, som betjente dronerne.
- Det er klart, at næste skridt er at dykke ned i alle de spor og observationer, vi har indsamlet, skriver chefpolitiinspektør Jesper Bøjgaard Madsen i pressemeddelelsen.
Politiet vurderer ikke, at borgere i området har været i fare på noget tidspunkt.
- Vi har fuld forståelse for, at sådan en hændelse - med alt hvad det indebærer af uniformeret politi og aktivitet i pressen og på de sociale medier - kan bekymre borgerne.
- Det er vores klare vurdering, at borgerne kan være trygge ved at færdes i og omkring lufthavnens område, siger chefpolitiinspektøren.
Den første observation af droner ved Aalborg Lufthavn skete klokken 21.44 onsdag aften.
Herefter lukkede luftrummet, hvilket førte til, at tre fly måtte omdirigeres til andre lufthavne.
Natten til torsdag er luftrummet blevet genåbnet. Det oplyser Martin Svendsen, som er salgs- og marketingdirektør i Aalborg Lufthavn, til Ritzau.
- Der vil torsdag morgen blive fløjet som planlagt, siger han.
Det vides umiddelbart ikke, hvilken type droner der fandt sig i luftrummet, hvor de kom fra, hvad deres formål var, eller hvem der står bag dem, eller hvor de efterfølgende er blevet af.
Onsdag aften og natten til torsdag, er der desuden blevet registreret droneaktivitet over lufthavnene i Esbjerg, Sønderborg og Skrydstrup.
Også mandag blev der registreret droner i luftrummet over en dansk lufthavn.
Det skete ved Københavns Lufthavn, der blev lukket i omkring fire timer, efter at der blev observeret to til tre uidentificerede droner i området.
Det er endnu uklart, hvem der sendte dronerne ind over lufthavnen, men politiet vurderer, at en "kapabel aktør" står bag.
Det er på nuværende tidspunkt uklart, om der er sammenhæng mellem hændelsen i Aalborg onsdag aften, hændelsen i Sydjylland onsdag aften og hændelsen i Københavns Lufthavn mandag aften.
/ritzau/