Det har været diskuteret i lang tid, om man skulle åbne Ladegårdsåen.

I november 2023 bristede drømmen så om at nedgrave trafikken fra Bispeengbuen, åbne åen og skabe »Den Grønne Boulevard«, da det viste sig, at det ville være dyrere end antaget at nedgrave trafikken i tunneler, og at det ikke ville mindske trafikken.

Men nu vækker nye trafiktal drømmen om en grøn boulevard til live igen hos Enhedslisten og Alternativet på Københavns Rådhus. Det skriver Magasinet KBH.

I stedet for at nedgrave trafikken i en tunnel under jorden vil de to partier nemlig nu indsnævre vejen, således at den ikke er en sekssporet hovedfærdselsåre mere, men i stedet bliver en tosporet gade, der indpasser sig i parkomgivelserne.

Med den igangværende etablering af Nordhavnstunnelen mellem Lyngby-motorvejen og Nordhavn, der formentlig bliver forlænget til Lynetteholm og videre over til Amager, kan biltrafikken så rykke ud af byen.

I 2023 vedtog politikerne på både Frederiksberg og i København at arbejde videre med et idéoplæg til en delvis nedrivning af Bispeengbuen. Her er en visualisering af, hvordan det kan komme til at se ud i fremtiden, fra det oplæg.
I 2023 vedtog politikerne på både Frederiksberg og i København at arbejde videre med et idéoplæg til en delvis nedrivning af Bispeengbuen. Her er en visualisering af, hvordan det kan komme til at se ud i fremtiden, fra det oplæg. Tegnestuen Vandkunsten/KOMMON/Skaarup Landskab/Via Trafik/Bactocon/Realise/Københavns Kommune/Frederiksberg Kommune

»Sprællevende«

Beregninger fra Teknik- og Miljøforvaltningen, der er lavet med det udgangspunkt, viser, at trafikken gennem København via Åboulevarden og H.C. Andersens Boulevard vil falde med 40-50 procent, hvis man snævrer strækningen ind.

Og det får Enhedslistens Mikkel Skovgaard, der sidder i Borgerrepræsentationen i København, til at juble.

»Tallene viser, at man i høj grad kan lykkes med at lave en trafiksanering og indskrænke trafikken på H.C. Andersens Boulevard – og ved at gøre det, så kan man faktisk nedbringe biltrafikken en hel del,« siger han til Magasinet KBH og kalder løsningen for »sprællevende for Enhedslisten«.

Som en del af projektet om at grave åen fri er der også lagt op til at rive halvdelen af Bispeengbuen ned på langs.

Det vil fritlægge et rum til at etablere et parkbælte på grænsen mellem Frederiksberg og København, og en forundersøgelse fra Vejdirektoratet kom for nylig frem til følgende konklusioner:

  • Trafikken kan afvikles tilfredsstillende på Bispeengbuen, uagtet hvilken side der bliver revet ned. Der må dog forventes større ventetider i afviklingen af trafikken til og fra Bispeengbuen.

  • Der er ikke fundet væsentlig skadelig påvirkning af miljø og natur i de undersøgte løsninger, så længe de anbefalede »afværgetiltag indarbejdes« i projektet.

  • Samfundsøkonomisk vil der dog være et tab, især på grund anlægsomkostninger, og fordi der ventes længere rejsetid. Den beregning tager dog ikke højde for eventuelle gevinster ved en bypark.

  • Et sted mellem cirka 325 og 385 boliger ryger ned under grænseværdierne for støjbelastede boliger, alt efter løsning.