Politiet efterlyser fredag en dreng på 12 år. Han blev sidst set ved Kvaglundskolen i Esbjerg fredag morgen.

Han bærer en solsikkesnor og er meget interesseret i tog. Ved tidligere hændelser har det vist sig, at han var taget på togtur rundt i landet.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi på meddelelsestjenesten Politi Update.

Drengen er iført en orange halsedisse, sort jakke, grå bukser og sort-hvide sko, oplyser politiet. Solskinnesnoren indikerer, at personen har et usynligt handicap.

Politiet håber på at få henvendelser fra borgere, der har set ham.

I en lignende efterlysning 25. november, som også var en fredag, var den 12-årige også sidst blevet set om morgenen.

Det viste sig, at en passager i toget mod øst havde talt med ham, og eftersøgningen blev afblæst først på aftenen, da han blev fundet på Københavns Hovedbanegård.

/ritzau/