Drama på klimatopmøde: Store lande nægter at skrive under
Der er opstået kaos på klimatopmødet i Dubai. Udkastet til en aftale kaldes »dødsattest«, og EUs delegation truer med at forlade forhandlingerne.

Der er opstået kaos på klimatopmødet i Dubai. Udkastet til en aftale kaldes »dødsattest«, og EUs delegation truer med at forlade forhandlingerne.

Efter planen skulle en færdig klimaaftale lande tirsdag morgen med underskrifter fra de knap 200 lande, der deltager i klimatopmødet COP28 i Dubai.
Men meget tyder på, at det ikke kommer til at ske.
Sent mandag aften lokal tid blev der nemlig præsenteret et udkast til aftalen, som en stor gruppe lande var dybt utilfredse med.
Gruppen kaldes »paraplygruppen« og består blandt andet af store lande som USA, Canada, Storbritannien og Japan.
Landene nægter at underskrive aftalen, som den australske klimaminister kalder »de små østaters dødsattest«. Det skriver The Guardian.
EUs delegation – herunder Danmark – er også langtfra imponerede.
Delegationen er faktisk så utilfreds, at de mandag aften truede med helt at forlade klimaforhandlingerne.
Stridens kerne er fremtiden for fossile brændstoffer.
Og især én formulering har bragt sindene i kog.
Det er nemlig et krav fra flere af de vestlige lande, at den endelige tekst skal forpligte landene til helt at udfase fossile brændstoffer såsom kul, olie og gas.
Men i udkastet, der er forfattet af værtsnationen, De Forenede Arabiske Emirater, bliver nedskæring i de fossile brændstoffer nærmere beskrevet som en valgfri mulighed frem for en forpligtende aftale.
Her står der, at et reduceret forbrug af fossile brændstoffer er en af mulighederne, som landene »kan« tage i brug for at sænke deres udledning af CO₂. Det skriver Ritzau.
Helt ordret lyder det, at »verden skal øge indsatsen for erstatning af usvækkede fossile brændsler i energisystemer«.
Og forskellen på, om der står »kan« eller »skal« i den endelige aftale om udfasning af fossile brændstoffer, er helt afgørende, mener Dan Jørgensen (S), minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik.
»Det er helt sikkert, at hvis der står, at man »kan vælge at gøre« foran noget, er det, der kommer bagefter, ikke særligt bindende,« siger Dan Jørgensen til Ritzau og fortsætter:
»Vi skal have en forsikring for, at det faktisk også sker.«