Dræbte kvinder får mindeplade
Det er en vigtig markering, siger borgmester.

Det er en vigtig markering, siger borgmester.

Ifølge Center for Voldsforebyggelse er 38 kvinder i København i perioden 2000-2025 blevet slået ihjel først og fremmest, fordi de er kvinder.
Nu skal de og tidligere ofre for kvindedrab i København markeres med en mindeplade på Vestre Kirkegård, har politikerne i Kulturudvalget i København besluttet.
Det er Center for Voldsforebyggelse, der står bag initiativet til mindepladen, og som også betaler for at sætte den op.
»Bag hver dræbt kvinde er en familie og et netværk, der er blevet revet midt over. Med mindepladen siger vi højt, at disse kvinder ikke skal glemmes, og at deres død ikke er et privat anliggende – det er et samfundsproblem, vi har et fælles ansvar for at handle på,« siger Ditte Bjerregaard, stifter af Center for Voldsforebyggelse, i en pressemeddelelse om initiativet.
»Denne mindeplade vil flytte byens bevidsthed på flere måder. Først og fremmest på det strukturelle problem med partnervold og kvindedrab, men det skubber også på ubalancen i byens mindeplader og skulpturer, hvor kvinder og deres historie generelt har været fortiet,« siger kulturborgmester Christopher Røhl (R).
Ifølge Center for Voldsforebyggelse dækker termen »kvindedrab« over tre hovedkategorier af drab på kvinder: partner- eller ekspartnerdrab, familiedrab og fjerndrab – og forudsætter et kønsrelateret motiv.
Sådanne sager handler ofte om jalousi, kontrol eller andre former for magtudøvelse.