På Psykiatrisk Center i Glostrup sidder en 21-årig mand varetægtsfængslet i en blodig drabssag fra januar, hvor en yngre mand blev slået ihjel i en lejlighed på Arnold Nielsens Boulevard i Hvidovre.

Her venter han på, at han skal for retten i marts, hvor anklagemyndigheden vil have ham dømt og straffet for drabet, der ifølge anklageskriftet i sagen blev begået med en machete - en bred og buet kniv - med et blad på 37,5 centimeter.

Anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi har lagt op til, at den 21-årige mand i udgangspunktet skal have en almindelig fængselsstraf, men i anklageskriftet er der taget forbehold for, at man vil gå efter en anden form for foranstaltning.

Det kan være en dom til anbringelse på en psykiatrisk afdeling eller måske en forvaringsdom.

Om anklagemyndigheden går efter den ene eller den anden type dom, beror på vurderingen af mandens mentale tilstand og de retslægelige eksperters udtalelser.

Hvad der førte op til drabet i hvidovrelejligheden, er ikke offentlig kendt. For da den i dag 21-årige mand i februar blev fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Glostrup, skete det for lukkede døre af hensyn til politiets videre efterforskning.

Dog kom det frem, at offeret var blevet ramt flere gange på kroppen og i ansigtet med en machete. Af sagens anklageskrift, som Ritzau nu har fået en kopi af, fremgår det, at der var tale om mindst 62 stik eller hug.

Offeret blev snittet 47 gange i ansigtet og hugget syv gange i hovedet. Derudover var der tale om stik og snit på arm, hænder, ben, fødder og krop, lyder det i anklageskriftet.

Drabet skete 2. januar, og den i dag 21-årige formodede gerningsmand blev anholdt med det samme. Han blev fundet kvæstet på jorden uden for lejligheden, hvor han var sprunget ud fra tredje sal.

Der skulle gå mere end en måned, før den mistænkte var kommet sig tilstrækkeligt over sine kvæstelser til at kunne give møde i retten.

Der blev rejst tiltale i sagen i sommer, men anklagemyndigheden har først nu villet udlevere kopi af sagens anklageskrift. Ifølge reglerne må det nemlig først ske, tidligst en uge efter at anklageskriftet er blevet forkyndt for den tiltalte.

Sagen begynder ved Retten i Glostrup 9. marts.