Domstolene skal afgøre, om børnehavebørnene Frigga og Paloma ramte velfærdsstatens nedre grænse

To principielle sager om Københavns Kommunes behandling af små børn med særlige behov, kan afgøre hvor lidt det offentlige kan slippe afsted med i forhold til borgere.

Paloma, der er blind, er sammen med sin mor, Rikke Hubert, hovedpersonen i den ene af to retssager mod Københavns Kommune, der reelt handler om omsorgssvigt af børn med særlige behov i dagtilbud. Nicoline Kjems-Krognos

Frigga var endnu ikke fyldt tre år og kun lige startet i børnehave, da hendes forældre modtog det anonyme brev. Det var tydeligvis skrevet af en person med indgående kendskab til børnetal, overbelægning, personale og børn som Frigga med særlige behov på hendes stue i børnehaven. Brevet sluttede med ordene:

»Som flue på Kiwi-stuens vægge ville I være bekymret for jeres barns trivsel, jeres barns udvikling og til tider jeres barns sikkerhed! Som flue på Kiwi-stuens vægge ville I være … bange!«