To fængselsbetjente fra Kosovo er blevet løsladt af Københavns Byret i en sag, hvor de er sigtet for at overfalde en indsat i Vestre Fængsel.

Dommeren har fundet, at der er en begrundet mistanke, men at der ikke er en risiko for, at de vil flygte.

Det skyldes, at de er ansat ved Danmarks Fængsler og bor i Danmark.

Episoden, som de to fængselsbetjente er sigtet for, fandt sted mandag i en celle i Vestre Fængsels Afdeling Syd i København.

Ifølge sigtelsen tildelte de - i forening og efter fælles forståelse - en indsat flere knytnæveslag.

Der er rejst sigtelse efter den milde voldsbestemmelse - paragraf 244.

Ifølge sigtelsen skubbede den ene fængselsbetjent den indsatte ned i sengen i cellen, hvorefter han tildelte den indsatte ét slag i ansigtet med knyttet hånd.

Herefter tildelte den anden fængselsbetjent den indsatte flere slag med knyttet hånd i ansigtet og på kroppen.

Begge sigtede nægter sig skyldige.

I retsmødet var der lukkede døre, hvorfor det er uvist, hvad de to fængselsbetjente eventuelt har forklaret om episoden. Det vides heller ikke, om andre har overværet den.

Efter retsmødet fortæller Sofie Amalie Brandi, at anklagemyndigheden overvejer, om man vil kære kendelsen, så landsretten skal vurdere, om der skal ske varetægtsfængsling.

Fængselsbetjente fra Kosovo er i øjeblikket i Danmark for at blive trænet til at varetage opgaven med at skulle varetage kommende indsatte i Gjilan-fængslet, som Danmark lejer i Kosovo.

I fængslet skal udlændinge, der bliver idømt udvisning fra Danmark, afsone. Den seneste melding går på, at pladserne er klar til brug fra slutningen af 2027 eller begyndelsen af 2028.

De får seks måneders efteruddannelse i Danmark for at kende til danske forhold for indsatte.

I sigtelsen mod de to fængselsbetjente fremgår det, at de var tjenestegørende. Dermed havde de afsluttet deres uddannelsesforløb.

Danmarks Fængsler oplyser, at fængselsbetjentene eventuelt kan blive i en periode efter uddannelsen. De vil dog altid blive fulgt af danske fængselsbetjente, fortæller direktør for Danmarks Fængsler Ina Eliasen.

Danmarks Fængsler afviser at fortælle nærmere omstændigheder om den konkrete sag.

Selv om de to sigtede er blevet løsladt, er de ifølge Ritzaus oplysninger stadig hjemsendt fra arbejdet.

RITZAU