Dommer løslader fire firmaejere mistænkt for corona-svindel

Torsdag anholdt politiet fire mistænkte for snyd med coronahjælp. Fredag valgte en dommer at løslade dem.

Københavns Byret har fredag aften løsladt fire mænd, som blev anholdt torsdag og mistænkt for svindel med corona-hjælpepakker. (Arkivfoto). Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

København. En dommer i Københavns Byret har fredag aften løsladt fire mænd, som mistænkes for at svindle med coronahjælpepakkerne.

Mændene blev anholdt torsdag, og fredag blev de fremstillet i grundlovsforhør, som sker med henblik på at få dem varetægtsfængslet. Fredagens retsmøde er foregået for lukkede døre.

Derfor kommer der ikke nærmere oplysninger frem om efterforskningen. Ligeledes holdes det hemmeligt, hvad de fire mænd eventuelt har forklaret. Inden dørene blev lukket, nægtede de sig skyldige.

Efter retsmødet står det klart, at dommeren ikke har fundet grundlag for at fængsle de fire og derfor har løsladt dem.

Ifølge politiet har mændene søgt om lønkompensation for samlet 1.656.625 kroner. Men politiet mener ikke, at de var berettiget til den økonomiske støtte.

I alt blev skal der være sendt 13 ansøgninger via otte selskaber.

Fem adresser blev ransaget i forbindelse med anholdelserne torsdag.

- Det drejer sig om omfattende svindel med midler, der er afsat til at hjælpe nødlidende virksomheder, sagde vicepolitiinspektør Peter Reisz, leder af afdelingen for økonomisk kriminalitet ved Københavns Politi, torsdag i en pressemeddelelse.

- Det er desværre endnu en sag, hvor skruppelløse personer har udnyttet samfundets udstrakte hånd.

Sagen er langt fra den første af sin art. Frem til den 16. august havde Bagmandspolitiet modtaget 94 anmeldelser om bedrageri med hjælpepakker.

Lønkompensation er én af flere ordninger, som Folketinget indførte i foråret for at beskytte danske virksomheder under coronakrisen.

En dommer i Københavns Byret varetægtsfængslede i maj en 57-årig mand for uberettiget at få udbetalt 1,6 millioner kroner. Hans sag kommer for retten den 31. august.

Onsdag blev en 29-årig mand som den første dømt for at svindle med coronahjælpepakker. Han blev idømt et år og seks måneders fængsel for at prøve at svindle sig til 427.500 kroner. Han havde søgt lønkompensation for fem opdigtede medarbejdere.

Coronaudbruddet fik i begyndelsen af april Folketinget til at vedtage en hastelov, der skulle forhindre coronarelateret kriminalitet.

Hasteloven har betydet, at coronakriminalitet kan blive straffet med det firedobbelte af normalen.

/ritzau/