DMI varsler »farligt vejr« – nordsjællandsk kommune frygter oversvømmelser

Et »farligt vejr« har kurs mod Danmark, og det kan føre til oversvømmelser i Nordsjælland. Borgerne i nordsjællandsk kommune kan hente akut hjælp.  

Vejby strand er et af de områder, hvor der mangler kystsikring (arkivfoto). Mathias Svold

Et kraftigt blæsevejr har lige nu kurs mod Danmark.

Det vil ikke blot give vind i håret, men også påvirke vandstanden flere steder, heriblandt i Nordsjælland, hvor DMI varsler »farligt vejr«.

Langs kysten formodes vandstanden at stige mellem 1,2 og 1,4 meter over normal vandstand fra torsdag morgen til torsdag aften, meddeler DMI.

Når vandet stiger, gør risikoen for oversvømmelser det samme.

Det er noget, man frygter i den nordsjællandske kommune Gribskov, hvor søer og vandløb kan flyde over, skriver TV 2 Kosmopol.

Derfor anbefaler Gribskov Beredskab, at man tager sine forholdsregler, hvis man bor i et område, hvor der er risiko for oversvømmelse, eksempelvis tæt på Arresø.

Kommunen oplyser på sin Facebook-profil, at man kan afhente sand og sandsække på parkeringspladsen Bækkebrovej 50 lige nord for Arresø.

De kan bruges til at dække af ved døre, skakter, gulvafløb eller toiletter.

Haster med kystsikring 

Det er ikke første gang, at den nordsjællandske kyst oplever højere vandstande i forbindelse med voldsomt vejr og nedbør.

Som Berlingske tidligere har beskrevet, haster det derfor med at få sikret kysten og dens mange boliger og strande mod Kattegat, der spiser mere og mere af den nordsjællandske kyst.

De nordsjællandske kommuner Helsingør, Gribskov og Halsnæs samarbejder om at sikre kysten i projektet Nordkystens Fremtid, ligesom de lokale grundejere også selv bidrager til det.

Men som Berlingske tidligere har beskrevet, er der uenighed om, hvem der skal betale regningen, der vil sikre cirka 1.200 boliger og bidrage til at bevare de mange strande. 

De tre kommuner har i løbet af det seneste årti brugt omkring 35 millioner kroner på projektet, mens de har modtaget et statsligt tilsagn om 68 millioner kroner fra en såkaldt kyst- og digepulje.

Grundejerne har også brugt store summer penge, så det samlede budget ender på mere end 300 millioner kroner ifølge Gribskovs borgmester, Bent Hansen (V).

Men nu står kommunerne over for en yderligere udgift på 50-60 millioner kroner, fordi de for nylig er blevet pålagt at betale for etablering af nye stenrev i et Natura 2000-havområde, som Danmark ifølge EU er forpligtet til at beskytte.

Siden Berlingskes besøg har projektet modtaget 19,1 millioner kroner ud af de i alt 150 millioner kroner i den nationale Kystpuljen for 2023, skrev sn.dk før julen 2023.