Natten til lørdag og resten af weekenden bliver der skruet ned for temperaturen med helt ned til fem graders frost, når det er koldest.
Det er vurderingen fra Mette Zhang, vagthavende meteorolog i Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
»Lørdag vil det starte med slud og snebyger på Bornholm. Bygerne vil lige så langsomt brede sig mod vest,« siger Mette Zhang, der peger på, at man på Sjælland, men formentlig også Fyn og Østjylland, vil få slud og snebyger i løbet af eftermiddagen.
Natten til lørdag vil der være omkring to graders frost til tre graders varme. I løbet af dagen vil det være varmest i Sydvestjylland med mellem to til fire grader.
Natten til søndag vil det blive koldere med helt ned til fem graders frost, mens dagstemperaturen vil være på omkring frysepunktet til tre graders varme.
»Hvor store mængder der kommer, og hvor meget der lægger sig, det er svært at sige. Prognoserne svinger lidt og jorden er stadig relativt varm. Det første sne, der måtte komme, vil formentlig smelte,« vurderer Mette Zhang.
Hun forklarer, at et lavtryk i kombination med kold luft øger sandsynligheden for hvidt nedbør.
»Havvandet over Kattegat og Østersøen er stadig relativt varmt. Det ser ud til, at der kan danne sig ret kraftige byger, der især vil ramme østvendte kyster,« siger Mette Zhang.
Sneen forventes at falde efter en meget varm november og oktober.
Den såkaldte klimanormal for november er for de seneste 30 år 5,5 grader. I perioden forinden (1961-1990) var middeltemperaturen 4,7 grader.
Pr. 16. november 2022 er middeltemperaturen for november 10,6 grader.
I gennemsnit får vi vinterhalvårets første sne 10. november. Sidste år faldt den først 26. november, mens vi i 2019 allerede fik sne 5. november.




