Nyfødte babyer skal gerne have runde kinder og bildæk af fedt på lårene. 

Det er sundt, bliver vi fortalt. Og nu viser helt ny forskning, at der faktisk er noget om snakken. 

Med udgangspunkt i mere end 100 år gamle fødselsattester fra Rigsarkivet viser to undersøgelser, at børn født med en lavere fødselsvægt er i større risiko end andre for at udvikle type 2-diabetes og dø af hjerte-kar-sygdomme.

Det er bare et år siden, at overlæge på Steno Diabetes Center Copenhagen Allan Vaag kunne fremlægge foreløbige resultater, der viste, at det ikke kun er livsstil og arvelighed, der spiller ind, når det kommer til udviklingen af type 2-diabetes. 

Dengang var han overrasket over, at det så ud til, at der var fundet en helt ny risikomarkør. 

»Jeg er forbløffet over resultaterne, som er helt entydige og klare: Jo lavere fødselsvægt, jo større er risikoen for at få type 2-diabetes,« fortalte overlægen. 

Kan samtidig udløse en lang række af andre sygdomme

Allan Vaag, der er den ene af de to danskere bag studiet, har haft hypotesen i 25 år. Og i 25 år har han derfor arbejdet på at finde ud af, om der var noget om snakken. 

Det kan han sammen med sin kollega Rasmus Wibæk nu endelig bekræfte, at der er. 

En lav fødselsvægt er uafhængigt forbundet med en øget risiko for type 2-diabetes. 

Det viser deres studie fra Steno Diabetes Center Copenhagen, der offentliggøres i det videnskabelige tidsskrift Diabetologia.

Og type 2-diabetes er ikke det eneste, der kan komme som følgeproblemer med at være født med en lav fødselsvægt, forklarer Allan Vaag:

»Man har risiko for et mere alvorligt sygdomsforløb og en øget risiko for hjerte-kar-sygdomme,« siger Allan Vaag i Go’ morgen Danmark

Forhåbningen er nu, at studiets resultater vil føre til, at man i fremtiden – fra sundhedsvæsenets side – vil arbejde langt mere målrettet på at forebygge hjerte-kar-sygdomme hos danskere født med en lav fødselsvægt. 

Og optimalt set også et større fokus på, hvordan det kan undgås, at babyer kommer til verden med en for lav fødselsvægt.