Kastestjerner, knojern, stikvåben og peberspray.

Det er eksempler på illegale varer, som toldere har forhindret blev indsmuglet i Danmark.

Toldstyrelsen registrerede sidste år i alt 9.923 sager om forhindrede forsøg på at indføre illegale varer til Danmark, fremgår det af en ny opgørelse.

Sådan fordeler de cirka 10.000 sager sig:

  • Våben: 3.925 sager (39,6 procent)

  • Narkotika: 2.912 sager (29,3 procent)

  • Lægemidler: 1.352 sager (13,6 procent)

  • Doping: 1.010 sager (10,2 procent)

  • Tobak: 724 sager (7,3 procent)

Blandt de største sager var en sag med 186 kilo narkotika, der blev fundet i en varevogn ved den dansk-tyske grænse. Desuden fandt toldere 12.000 Viagra-piller hos en togpassager.

De 9.923 sager udgør et fald i forhold til 2020, da Toldstyrelsen registrerede 11.038 sager om illegale varer, der blev hindret i entré til landet.

Toldstyrelsen oplyser, at man gennem de seneste år har skærpet kontrollen med tobak. Kontrollen foretages i form af stikprøver eller baseret på en risikovurdering.