En opdigtet mastergrad i neurovidenskab og en lige så usand historie om en baggrund som forsker koster nu 38-årige Armin Kavousi en dom på 60 dages ubetinget fængsel.
Den tidligere direktør i den konkursramte tech-virksomhed MeeW har fredag i Københavns Byret erkendt sig skyldig i med sine falske informationer at have manipuleret børsmarkedet, i forbindelse med at virksomheden i 2023 stod foran en børsnotering.
I en pressemeddelelse fra National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) siger senioranklager Natali Nasr:
- Jeg er tilfreds med dommen. Ved at lyve om sin baggrund som hjerneforsker i forbindelse med børsnoteringen af virksomheden, har den dømte manipuleret markedet og vildledt potentielle investorer,
I februar 2023 annoncerede selskabet MeeW en forestående børsnotering. Den skulle finde sted 16. marts, og planen var at rejse 18,5 millioner kroner fra investorerne.
Men mindre end to uger før aktien for første gang skulle handles på børsen i Stockholm, bragte Frihedsbrevet en afsløring af, at selskabets direktør pyntede sig med lånte fjer.
Armin Kavousi havde ved flere lejligheder i medierne optrådt som hjerneforsker med universitetsbaggrund, og i tiden op til børsnoteringen turnerede han med fortællingen om en nyudviklet hjernescanner.
Byretten har vurderet, at Kavousis løgne om sin påståede forskerbaggrund kunne påvirke efterspørgslen og dermed også aktiekursen, når selskabet kom på børsen.
Den slags er strafbart.
- Som investor skal man kunne regne med, at en virksomheds oplysninger i forbindelse med en børsnotering er korrekte, så man kan træffe sin investeringsbeslutning på et korrekt og velinformeret grundlag, siger senioranklager Natali Nasr.
Selskabet MeeW Studios, som var det største i MeeW-koncernen, gik konkurs i kølvandet på afsløringerne i marts 2023.
/ritzau/