Direktører i bostedskoncern fængslet i sag om millionsvindel
To mænd er sigtet for at have brugt deres bosteders penge på privat forbrug. De er blevet fængslet.

To mænd er sigtet for at have brugt deres bosteders penge på privat forbrug. De er blevet fængslet.

To mænd på henholdsvis 37 og 42 år er natten til fredag blevet varetægtsfængslet efter et flere timer langt grundlovsforhør i Dommervagten ved Vestre Fængsel.
De to mænd er direktører i en koncern, hvor der ifølge politiet er blevet svindlet for 89 millioner kroner ved drift af bosteder flere steder på Sjælland.
Begge mænd nægtede sig i grundlovsforhøret skyldige.
Ifølge sigtelsen skulle de to mænd i flere tilfælde have begået mandatsvig ved at have anvendt firmapenge til at betale forskellige fakturaer, som ikke vedrørte driften af bostederne.
Pengene skal være blevet brugt på privat forbrug og ejendomskøb.
De to mænd er også sigtet for at have givet urigtige oplysninger om skatteforhold og moms for dermed at have unddraget statskassen.
Størstedelen af svindlen foregik ifølge sigtelsen i årene 2023-2025.
I grundlovsforhøret erkendte den ene af de sigtede desuden, at han havde været i besiddelse af en skarpladt pistol.
Baggrunden for, at de to er blevet fængslet, er, at der ifølge dommeren er risiko for, at de på fri fod vil unddrage sig straf, påvirke efterforskningen og begå ny kriminalitet.
Grundlovsforhøret foregik bag lukkede døre, og begge sigtede er blevet beskyttet af et navneforbud.
Torsdag blev otte personer anholdt i forbindelse med sagen, hvor betjente torsdag morgen rykkede ud til 14 adresser.
Aktionen kom efter længere tids efterforskning af koncernen, oplyste politiet torsdag.
Ved ransagninger flere steder blev der sikret beviser, ligesom to ejendomme, private luksusvarer og indestående i pengeinstitutter er blevet beslaglagt.
Der er tale om "nogle millioner", oplyste vicepolitiinspektør Peter Reisz til Ritzau torsdag eftermiddag om de beslaglagte beløb.
- Det er en omfattende og alvorlig sag, hvor offentlige midler tilsyneladende er endt i nogle helt forkerte lommer, hvor de er blevet brugt til et stort privatforbrug, sagde vicepolitiinspektøren i en pressemeddelelse torsdag i forbindelse med anholdelsesaktionen.
/ritzau/