DFer tog til demonstration for at tage en alvorssnak med Paludan: »Han opfordrer til racekrig«

Da Rasmus Paludan demonstrerede ved Tårnby Gymnasium på Amager tirsdag, var det ikke kun vrede unge mennesker, der var mødt op. Rasmus Munch Søndergaard, der er medlem af Dansk Folkeparti, var kommet for at kritisere islamkritikerens retorik.

Rasmus Munch Søndergaard er mødt op til Rasmus Paludans demonstration på Amager for at tale med ham om hans retorik. Martin Sylvest

»Du får 1.000 kroner, hvis du løber ind og fælder ham,« siger en mand til sine venner, hvorpå de griner.

De er mødt op til Rasmus Paludans demonstration ved Tårnby Gymnasium på Amager tirsdag for at udtrykke deres modstand. En kvinde fra vennegruppen fortæller, at hun er kommet, fordi hun bor i området og gerne vil sikre sig, at hendes bil ikke bliver brændt af.