Både statsminister Mette Frederiksen (S) og Radikale Venstre leder, Sofie Carsten Nielsen, var blevet inviteret i »Aftenshowet« onsdag på DR1 for at diskutere de to partiers politiske forhold. De skulle debattere, hvordan de ville samarbejde på den anden side af valget i kølvandet på Radikale Venstres krav om at udskrive valg.

Men i stedet for statsministeren var justitsminister Mattias Tesfaye (S) mødt op som vikar.

En detalje, værten Ulla Essendrop påpegede i starten af programmet.

»Oprindeligt havde Mette Frederiksen egentlig takket ja til at sidde hos os, men da det så stod klart, at Socialdemokratiet skulle sidde i samme udsendelse med dig, Sofie Carsten Nielsen, så takkede Mette Frederiksen nej,« sagde hun.

Og det har ifølge Ekstra Bladet fået Socialdemokratiet til at klage over påstanden, som partiet ikke mener passer.

»Aftenshowets påstand er ikke korrekt, og vi har klaget til DR over fremstillingen,« lyder det fra pressechef Jens Dissing, der opfordrer DR til at rette påstanden fra Ulla Essendrop.

DR holder dog fortsat fast i egen udlægning.

»Vi har længere korrespondancer med alle partier for at line politikere op til at være med i Aftenshowet. Det er på baggrund af den konkrete korrespondance med Socialdemokratiet, at studieværterne siger, som de gør,« skriver DRs programredaktør Lasse Bjørch til Ekstra Bladet.