Det tog Berlingskes udsendte fire minutter at blive testet i Parken: »Har du et yndlingsnæsebor?«

Mandag morgen kunne et nyt testcenter slå dørene op i Parken i København. Copenhagen Medical står for podningen og testningen. Det forventer at kunne teste op mod 3.000 personer i timen. Testen er gratis.

Nyt testcenter i Parken kan teste op til 3.000 personer i timen. Mathias Svold/Ritzau Scanpix

Søndag aften klokken 19.52 blev kampen mellem FCK og OB fløjtet af. Klokken 9.00 mandag morgen var grønsværen ikke til at kende, og Parken kunne genåbne som et testcenter med hurtig test.

Gældende fra i dag kan op mod 42.000 danskere om dagen blive testet på det nye testcenter via antigentest. Det svarer rundt regnet til antallet af tilskuere til en udsolgt landskamp, eller hvis Bruce Springsteen lægger vejen forbi Parken.

Copenhagen Medical, der faciliterer testningen for sundhedsmyndighederne, har en forventning om at teste 1.200 personer i timen. Hvis det bliver nødvendigt, kan kapaciteten øges, så 3.000 personer i timen kan få foretaget en hurtig test.

Kun den ene side af testcenteret er indtil videre taget i brug. Mathias Svold/Ritzau Scanpix

»Det betyder, at vi hurtigt kan bryde mange smittekæder, så smitteopsporing kan komme i gang øjeblikkeligt,« siger Jeppe Handwerk, direktør i Copenhagen Medical.

Det nye testcenter er opstået som en del af regionerne og Sundhedsstyrelsens målsætning om, at op mod 100.000 personer om dagen skal testes via hurtig test.

Podning gennem næsen

Berlingskes udsendte ankom mandag til Parken klokken 10.09.

»Har du et yndlingsnæsebor?«

11 sekunders smerte senere var testen taget klokken 10.13.

10.27 var testsvaret klar på telefonen.

Det tager rundt regnet 11 sekunder at blive podet i næsen. Mathias Svold/Ritzau Scanpix

Den nye hurtigtest foregår via en næsepodning med vatpind. Det er gratis at få foretaget testen. Det er hverken nødvendigt at foretage en tidsbestilling eller medbringe en henvisning fra egen læge. Man møder blot op. Svaret modtager man på sin telefon 15 minutter senere.

Det nye testcenter har åbent fra mandag den 21. december til 3. januar. Hvis det bliver nødvendigt at forlænge, har Copenhagen Medical indgået en aftale med Parken, så testcenteret kan bestå januar ud.

800 medarbejdere er blevet ansat på kun to døgn. Her ses nogle af de nye medarbejdere modtage introduktion. Mathias Svold/Ritzau Scanpix

For at kunne klare det store arbejde har Copenhagen Medical på kun to døgn ansat 800 nye medarbejdere.

Mandag formiddag er den eneste kø, der kan ses, da også køen til rekruttering af folk, der kan melde sig til arbejde som podere og andet praktiske arbejde.

Supplement til PCR-test

Hvor sikker er testen?

»Testen er 99,7 procent sikker, når det kommer til positive svar. Hvis du får et negativt svar, er vores test 90 procent sikker plus-minus to procent. Det kunne være bedre, men hvad er alternativet,« siger Jeppe Handwerk og kalder antigentesten for et »super værktøj«:

»Hvis vi skal stoppe og bremse smittekæderne effektivt, så er det et godt supplement til de PCR-test (podning via mund, red.), vi har i dag.«

Jeppe Handwerk, direktør i Copenhagen Medical A/S, fotograferet ved testcentret i Parken. Mathias Svold/Ritzau Scanpix

Det forventes, at folk, der møder op, har læst og orienteret sig omkring sundhedsmyndighedernes retningslinjer. Således bør man ikke dukke op i testcenteret, hvis man har symptomer.

»Vi håber, at det kan være et brugbart værktøj til at bryde smittekæden,« siger direktøren.

Fast-track kø for sundhedspersonalet

Sundhedspersonale har førsteprioritet i det nye testcenter. Der er derfor, efter anbefaling fra Sundhedsstyrelsen, oprettet en indgang  for sundheds- og plejepersonale. Det samme gælder for andre medarbejdere, der løser samfundskritiske opgaver. Det gælder politi, brandvæsen, forsvaret, beredskab og veteraner. De kan få adgang ved at bære uniform eller fremvise ID-kort fra deres arbejdsplads.

Efter podningen gøres testen klar. Efter 15 minutter har den testede svaret på sin telefon. Mathias Svold/Ritzau Scanpix

Parkens nye testcenter har åbent klokken 8-22 alle dage undtagen juleaftensdag og nytårsaftensdag, hvor testcenteret lukker klokken 16.00.

Børn fra fem år kan blive testet, hvis de er i følgeskab med en forælder.

Klokken 15.30 mandag 21. december havde 2.552 personer fået foretaget en test i Parken. Heraf er 43 personer testet positive.