Da han mærkede den efterhånden velkendte fornemmelse, besluttede Mads Dam Kristiansen, at han ville gøre noget andet denne gang.
Før i tiden havde han nok pakket sig langt væk og forsøgt at flygte fra følelsen. Men ikke nu.
I stedet besluttede han sig for at være proaktiv og skrive et ærligt opslag på Facebook: »Hej, mit navn er Mads, og jeg er 26 år gammel, og jeg er ensom«, skrev han mandag. I skrivende stund er opslaget blevet delt op mod 6.000 gange.
På de mange beskeder og kommentarer, som Mads Dam Kristiansen efterfølgende har brugt flere dage på at læse og danne sig et overblik over, står det ganske klart:
Det er ikke bare ham, der har det sådan.
»Det er overvældende, hvor mange, der har reageret på det. Jeg er blæst bagover,« siger den 26 år unge mand fra Vejle.
»Det er rart, at så mange tilkendegiver, at jeg bare kan skrive til dem. At så mange tør åbne op og sige, at de også er ensomme. Det viser – som jeg inderst inde godt ved – at jeg ikke er alene med denne her følelse.«
Tomrummet er tilbage
Alene er Mads Dam Kristiansen ingenlunde.
Ifølge den seneste Nationale Sundhedsprofil, som udkom i 2021, udviser en ud af otte danskere tegn på ensomhed.
Mest udbredt er ensomheden blandt de 16-24-årige. Her har 18,3 procent af mænd og 26,3 procent blandt kvinder tegn på ensomhed.
I den omfattende rapport betegnes ensomhed som en subjektiv følelse, der er relateret eksempelvis at være ulykkelig, oplevelsen af at stå alene, at være ude af stand til at handle – og at have et stærkt savn af tilhørsforhold til andre og menneskeligt nærvær.

Selv kan Mads Dam Kristiansen bedst beskrive det som et tomrum. Det er ikke, fordi han ikke har mennesker omkring sig, fortæller han.
Men han savner den nære relation. Nogen, han kan have en dyb samtale med. Så er det mindre vigtigt, hvad han foretager sig med de nye venner, han håber på at møde.
Tidligere har Mads Dam Kristiansen været tilknyttet Ventilen i Vejle, som er et mødested for unge mellem 15 og 25 år, der føler sig ensomme.
Gennem Ventilen er han også tidligere stået frem på sociale medier og fortalt om sin ensomhed.
Nu, hvor han er blevet 26 år og ikke længere er tilknyttet mødestedet, er det her igen. Tomrummet.
»Jeg kunne mærke, at det, jeg tidligere har mærket, kom tilbage,« siger han.
Knap så skræmmende, som det har været
Måske netop fordi den 26-årige har fortalt om det før, virker det ikke så farligt at tale om det nu.
»Til at begynde med var det skræmmende at erkende,« siger Mads Dam Kristiansen.
»Jeg skulle tage enormt stort tilløb til at åbne op om min ensomhed. Jeg havde ikke nogen at se op til, og jeg følte, jeg var den første, der gjorde det.«
I dag, tre år efter han først delte sin følelse på sociale medier, er det anderledes.
»Nu har jeg arbejdet med mig selv og ensomhedsfølelse i et godt stykke tid og lært mig selv godt at kende. Jeg har opbygget et godt selvværd, så det gør mig ikke så meget at række ud denne gang.«
Han er heller ikke den eneste, der bruger sociale medier til at række ud. De senere år er en række Facebook-grupper dedikeret til at danne nye relationer dukket op.
Det samme er platforme som eksempelvis Boblberg, hvor man som bruger kan søge fællesskaber og nye venner med fælles interesser.
Håber på at inspirere
Blandt de flere tusind kommentarer og beskeder, som i løbet af ugen er tikket ind hos Mads Dam Kristiansen, er der flere tilbud om at mødes.
Det kan være, at nogle af beskederne munder ud i nye venskaber og bekendtskaber.
Måske gør de ikke, selvom han håber det.
Alligevel, mener han, vil hans opslag ikke have været forgæves.
»Måske vil andre kunne se sig selv i det, og måske vil de selv turde række ud til nogle andre,« siger Mads Dam Kristiansen.
»Hvis jeg med det her opslag kan gøre, så andre tør råbe højt, så har det været det hele værd alligevel.«