Når mørket sænker sig, og byen vender vrangen ud, så der kun er hjemløse og skraldebiler på gaden foruden et par hvileløse taxaer, arbejder 52-årige Henrik Hydahl. Han er sygeplejerske i nattevagten ved Københavns Kommunes hjemmepleje.
Telefonen ringer, og Henrik Hydahls kollega i den anden ende af røret afrapporterer fra et hjemmebesøg hos en borger ude i byen, der ifølge kollegaen er »monster forvirret«.