Det har haft konsekvenser, at Deniz Serincis forældre er fætter og kusine

Regeringspartierne vil forbyde fætter-kusine-ægteskaber for at undgå negativ social kontrol. Deniz Serinci ser anderledes på det.

Deniz Serinci har et handicap, og han ser det som en konsekvens af hans forældres delte gener. Niels Ahlmann Olesen/Berlingske

Da Deniz Serinci læste nyheden om, at regeringen vil forbyde fætter-kusine-ægteskaber, blev han ramt af tvivl.

Hele sit voksenliv har han advaret andre om ikke at gifte sig med et familiemedlem. Det har han, fordi hans egne forældre er fætter og kusine, og det har haft konsekvenser for ham.